Langt færre indbrud i Allerød

Kommunen ligger i den absolut gode ende, når man ser på, hvor meget antallet af indbrud er faldet gennem de seneste år.

Noget kunne tyder på, at indbrudstyvene går uden om Allerød, når de er på job med brækjernet. Temafoto

INDBRUD Noget tyder på, at indbrudstyvene går uden om Allerød, når de er på job med brækjernet. Kommunen ligger i den absolut gode ende, når man ser på, hvor meget antallet af indbrud er faldet gennem de seneste år.

En opgørelse viser, at mellem 2022 og 2023 er antallet af indbrud faldet med 32 procent. Ser vi på faldet mellem 2018 og 2023, er faldet på hele 66 procent. Bag opgørelsen står Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

På landsplan viser nye tal fra Danmarks Statistik, at der skete et meget lille fald i antallet af anmeldte indbrud i 2023 sammenlignet med året før.

Den stærkt nedadgående indbrudskurve, vi har set de sidste mange år, ser således ud til at være fladet ud. I de sidste tre år har niveauet ligget lige under 15.000 indbrud, hvilket er mere end en halvering sammenlignet med for 10 år siden.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET