Renovering af Dæmpegård vil koste omkring 10 mio

Freja Ejendomme er nu på jagt efter en køber til skovridergården, som er til salg for 16 millioner.

Den historiske perle Dæmpegård ligger i naturskønne omgivelser i Tokkekøb Hegn. Gården dannede bl.a. de fysiske rammer om julekalenderen ‘Jul i Valhal’ fra 2005. Foto: Flemming Nyberg /AOB

TIL SALG Den gamle skovridergård er nu kommet i Freja Ejendommes hænder. Freja Ejendomme er et datterselskab ejet af staten, hvis ansvar det er at sælge de ejendomme, som staten ikke længere ved, hvad den skal stille op med. Det er således altid Freja Ejendomme, der videresælger statens ejendomme.

I sidste måned havde journalist Emilie Gammelgård Jørgensen fra Kristeligt Dagblad en artikel om skovridergården i forbindelse med et møde på gården med den administrerende direktør Christina Jørgensen og salgschef Per Kondrup.

Christina Jørgensen oplyste i den forbindelse, at selskabet varetager salget af omkring 40 ejendomme om året - og nu er salget bl.a. kommet til Dæmpegård.

Den historiske skovridergård er sat til salg for 16 millioner kroner. Dertil skal lægges renoveringsudgifter, som skønnes at ligge omkring 10 millioner. Det kræver alt i alt en noget større pengepung, men det er ikke nødvendigvis noget, som afskrækker købere, oplyser Per Kondrup. “Der er således flere, som har udvist interesse for ejendommen - både inden og efter vi har sat gården til salg.

Som regel tager et salg et par måneder, men med Dæmpegård vil der nok gå noget længere tid. For det er vigtigt, at det går videre til den rigtige køber, så den ikke falder hen.”

“Når det er særligt vigtigt, at finde den rigtige køber af Dæmpegård, skyldes det skovridergårdens historiske og kulturelle betydning,” supplerer Christina Jørgensen, og uddyber: “Kulturarven er enormt vigtig at bevare i Dæmpegård, fordi det sandsynligvis er den ældste skovridergård i Danmark. Derfor er det vigtigt at finde en køber, der ikke vil lade bygningen gå i yderligere forfald.”

Man satser på, at Dæmpegård er solgt inden udgangen af andet kvartal af 2025. Tidligere salg af statens ejendomme har vist Per Kondrup, at der er et helt særligt marked for historiske bygninger, som kræver en kærlig hånd.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET