Historien om juletræet

Juletræet er et relativt ungt fænomen i den danske jul - i hvert fald hvis man sammenligner med andre af julens elementer.

Hvert år bliver der produceret 12 millioner danske juletræer, hvoraf de 10 millioner eksporteres til Tyskland, England, Holland, Sverige, Norge samt flere Østeuropæiske lande. Det tager mindst 12 år fra såning til træet har fået den rigtige størrelse. Foto: Flemming Nyberg/AOB

JULETRÆET Juletræet har faktisk en kort historie i Danmark. Det er et relativt ungt fænomen  i den danske jul - i hvert fald hvis man sammenligner med andre af julens elementer. Det beretter 'Dansk Historisk Fællesråd' og fortæller om træets historie:

Danmarks første juletræ blev - så vidt vides - tændt på det sydsjællandske gods Holsteinborg i 1808. Dette træ er imidlertid ikke nøjere beskrevet - til gengæld er der flere oplysninger om det første træ i København. 

Holstensk jul i København
Juleaften i 1811 tændtes det første københavnske juletræ i Ny Kongensgade nr. 221 hos den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og deres lille søn Orla på 1 1/2 år. Drengen voksede senere op og blev en kendt politiker.  Københavnerne var forberedte på, at noget usædvanligt var i gære, idet man et par dage forinden havde båret et stort grantræ inden for i stuen. Juleaften ved 17-tiden kunne nysgerrige københavnere konstatere, at Lehmanns, der var fra Holsten, havde stillet træet op inde i stuen og sat tændte lys på grenene. Martin Lehmann var præstesøn fra Holsten, og har formodentlig kendt juletræsskikken fra sin egen barndom. 

Grundtvig var imod juletræet
Allerede i 1400-1500 årene holdt tyske håndværkerlaug en slags juletræsfest, hvor et stort pyntet grantræ blev sat ind i laugssalen i forbindelse med julen. Træet stod til Hellig Tre Konger, hvor medlemmernes børn så fik lov til at tage de smågaver, der hang på træets grene.

Private har sandsynligvis også haft juletræ, for der findes love som forbyder, at man blot går ud i skoven og hugger et træ om til jul. Nogle steder fandtes endda trævagter som påså, at kun de, der havde lov, huggede juletræer om. I 1600-tallets Strasbourg var private træer pyntet med glimmersager, papirroser, sukkersager og dukker. 
 
I løbet af 1800-tallets første årtier begyndte træet at blive almindeligt, ikke mindst hos fx præster og lærere, der ikke ville stå tilbage for de københavnske borgerhjem. Nogle af de første provinsjuletræer vakte betydeligt røre, da lærer Jurgensen i Kolding tændte sit træ i 1822, kom folk styrtende, fordi de troede, at der var ildebrand.

Det var ikke alle, der brød sig om den nye idé. Grundtvig, der jo er ophav til mange af vores julesalmer, benyttede det som illustration på forhold, der burde ‘med rod oprykkes’. Sådan skrev han i tidsskriftet ‘Dannevirke’ i 1817. Om dette også afspejler en egentlig modstand mod juletræer er derimod ikke sikkert. 
 
Træerne vandt ind i mange af hans kollegaers hjem. Ingemann var fx meget betaget af træet, som han første gang så ved en julefest hos sin forlovede i 1815. 
 
Nødjuletræer og juletræer af grønkål
Det varede en del år, før juletræsskikken slog bredt igennem. Først omkring 1.verdenskrig bliver juletræet efterhånden rigtigt udbredt uden for borgerskabet. Og selv efter dette tidspunkt var det naturligvis langtfra alle, der havde råd til at anskaffe sig et træ med lys, pynt osv.

Men at skikken var accepteret, er der næppe tvivl om. Det viser bl.a. de mange beretninger om, hvorledes familier i arbejderhjem anvendte substitutter og hjemmelavede træer - fx juletræer af grønkål. Kreativiteten var stor; grene og kamuflerede kosteskafter blev pyntet med købte lys, som var skåret igennem for at spare. Også fagbevægelsen tog juletræet til sig og arrangerede sammenkomst for medlemmernes børn.

12 mio. danske juletræer
Kystklimaet i Danmark er ideelt til produktion af juletræer også, fordi vi ikke har så høje frostgrader som bl.a. Sverige og Norge har. Der bliver således hvert år produceret 12 millioner danske juletræer, hvoraf de 10 millioner eksporteres primært til Tyskland, England, Holland, Sverige, Norge samt Østeuropa. Eksportindtægterne udgør over en milliard kroner om året.

I dag er det Nordmannsgran, der produceres - den har overtaget føringen fra andre gransorter, idet Nordmannsgranen har smukke mørkegrønne nåle, og er højt værdsat for sin særdeles gode evne til at fastholde nålene længe efter, at træet er fældet. 

Det tager fire år, fra man har sået frøene, til man kan plante træerne ud, og så tager det yderligere otte år, før træet når den rigtige størrelse. Foto: Flemming Nyberg/AOB

Lang proces
Har man beslutter sig for at dyrke juletræer med salg for øje, skal man være klar over, at det er en lang proces: Det tager fire år, fra man har sået frøene, til man kan plante træerne ud, og så tager det yderligere otte år, før træet når den rigtige størrelse. Mange ryster således på hovedet, når de hører, at man skal vente 12 år, før man får et afkast af sin investering.


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET