To personer blev stoppet ved et kontroltjek på Kongevejen her i Blovstrød, hvor politiet fandt 3,2 kilo ketamin i deres bil.
KONTROLTJEK I torsdags eftermiddag blev en mand og en kvinde fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød. De blev begge sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, da de onsdag eftermiddag blev stoppet ved et kontroltjek på Kongevejen her i Blovstrød, hvor politiet fandt 3,2 kilo af rusmidlet ketamin i parrets bil. Det skriver Sjællandske Nyheder og uddyber:
Ved en ransagning af deres bopæl i Birkerød gjorde politiet et stort fund af ketamin på ikke mindre end 24 kilo, samt en større mængde kontanter. Det oplyser Nordsjællands Politi.
Ketamin er et stærkt bedøvelsesmiddel, der som regel anvendes ved kirurgiske indgreb på større dyr - typisk heste. Stoffet har også en bedøvende virkning på mennesker og bruges til tider som et rusmiddel på grund af dets hallucinogene virkninger.
Det virker ikke umiddelbart til at politiet formoder, at parret er dyrlæger, som var på vej ud til en hasteopgave, så de bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag den 28. november.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET