I går var der orgelkoncert i Blovstrød Kirke, og det var et tilløbsstykke, hvor alle kirkens pladser var besat.
ORGELKONCERT Rigtig mange havde fundet vej til den nyrestaurerede Blovstrød Kirke, da kirkens orgelfaglige rådgiver, professor Sven-Ingvart Mikkelsen, spillede koncert på det nye og alsidige orgel og akkompagnerede sopranen Helle Gössler, som tidligere har boet i Blovstrød.
Sven-Ingvart spillede alt fra orgelværker af Johann Sebastian Bach, Nicolaus Bruhns, Max Reger, Procol Harum og Led Zeppelin og det lille podie som forbinder de to orgelværker, viste sig at udgøre en perfekt platform for sopranen, som ikke er så vanvittig høj.
Efterfølgende bød menighedsrådet på et glas, og af snakken var det tydeligt at høre, at mange var meget begejstrede over hvad det nye instrument kan. Men at Sven-Ingvart Mikkelsen kunne bemærke, at orglet lige skal stemmes endeligt, når det nye varmesystem i kirken er oppe at køre, det var der næppe mange som kunne høre.
FAKTA
Orglet har to manualer (nederste manual hovedværk og øverste svelleværk) og pedal. Det har 15 stemmer og 856 piber. De dybeste toner i orglet kommer fra de store piber i pedalværket, og de kraftige klange finder man i hovedværket. Forspil til salmer spilles i reglen fra det lysere klingende svelleværk. Lydstyrken på svelleværket, som er i venstre side, reguleres af svelledøre, som under spillet kan åbnes og lukkes.
Ved orglets klanglige opbygning er der lagt stor vægt på, at dets klang har en mild, varm og vokal karakter med hovedvægt på labialklang i alle styrkegrader. Herved magter orglet et rigt liturgisk spil, der kan bære og lede menighedssangen. Orglets mange klangfarver gør det også muligt at fremføre væsentlig dele af orgellitteraturen.
Orglet er nummer1054, som er produceret af Th. Frobenius & Sønner Orgelbyggeri, som har til huse i Birkerød.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET