Nu ligger programmet fast for dronningebesøget i Allerød

H.M. Dronningen besøger i den forbindelse også Blovstrød den 12. september.

Borgmester Karsten Längerich: “Det bliver en festdag for Allerød, når Hendes Majestæt Dronningen kommer på besøg i kommunen. Allerød Kommune får nemlig den store ære af et bybesøg en hel dag”. Arkivfoto: Flemming Nyberg/AOB

DRONNINGEBESØG Tirsdag den 12. september 2023 bliver en festdag for Allerød, når Hendes Majestæt Dronningen kommer på besøg i vores kommune. Nu er forberedelserne så langt, at det overordnede program for dagen er på plads. Allerød kan glæde sig til et alsidigt program, som både involverer erhverv, kultur, børn og unge - og ikke mindst en folkefest i bymidten i Allerød.

”Vi har fået udarbejdet et rigtig fint program for Hendes Majestæt Dronningen, som viser, at Allerød har rigtig meget at byde på. Her vil Dronningen blandt andet opleve vores kulturliv, vores stærke fællesskaber samt en del af de mange innovative virksomheder, vi huser i kommunen”, siger borgmester Karsten Längerich og fortsætter:

”Sidst men absolut ikke mindst kommer Dronningen til at opleve en masse glade og engagerede borgere, der får muligheden for at vise Dronningen, hvad Allerød står for. Jeg er sikker på, at det bliver en dag, vi alle vil huske og se tilbage på med stor glæde og begejstring”, slutter borgmesteren.

Program for dagen Allerød Kommune får den store ære af et officielt by-besøg en hel dag, der starter med en officiel modtagelse på Allerød Rådhus om formiddagen. Her har borgerne i Allerød mulighed for at tage godt imod Dronningen foran rådhuset, inden Dronningen kører videre til den store Allerød-virksomhed WS Audiology, der er en global markedsleder inden for høreapparater.

Turen går også til Blovstrød Dernæst går turen til Lynge, hvor bysamfundet og Lynge Skole står klar til at give Dronningen en fantastisk modtagelse. Fra Lynge går turen til Blovstrød, og til virksomheden NIRAS, der er én af kommunens største virksomheder og én af de førende eksperter inden for rådgivning i bæredygtighed og grøn omstilling.

En stor del af Allerøds historie går på vores fortid og nutid som husende store producenter af højkvalitetsmøbler. Derfor skal Dronningen også besøge snedkerværkstedet hos PP Møbler, som er et familieejet snedkerværksted, der i tre generationer har fremstillet mange kendte danske møbelklassikere – og som også har fremstillet de nye kongelige taffelstole.

Derfra besøger Dronningen vores helt eget egnsteater Mungo Park, der i dagens anledning har opsat en særforestilling, som kommunens frivillige kræfter også inviteres til at overvære. Her viser Allerød, hvor stort og alsidigt et frivilligheds- og foreningsliv, vi rummer.

Sidst men absolut ikke mindst slutter dagen med et brag af en folkefest i bymidten i Allerød (ved Øen), hvor alle borgere i Allerød kan tage en festlig og folkelig afsked med Dronningen.

Detaljeret program I slutningen af august offentliggøres det detaljerede program med tidspunkter. Her kan man se mere om, hvad Dronningen vil blive præsenteret for - og der vil også være kort med angivelse af, hvor man kan se dronningen ankomme. Vi håber mange har lyst til at være til stede de forskellige steder og tage del i festlighederne.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET