HannaHalerød er blevet nusset og plejet

22 frivillige borgere fandt forleden dag sammen omkring vores alles kæmpetrold, for at beskytte hende med olie for de kommende år.

22 frivillige hjælpere har været i gang med børster og pensler, da HannaHalerød skulle smøres ind i træbeskyttelsesvæske. Foto: Flemming Nyberg/AOB

SKØNHEDSBEHANDLING Anette Haugshøj - også kaldet troldemor - var som bekendt initiativtageren til etableringen af kæmpetrolden HanaHalerød, og hun fortæller nu, at kæmpetrolden har får en oliebehandling over hele kroppen, som derved får mere glød og fremover er bedre rustet mod vejrliget.

Alt træ, som er blevet benyttet til fremstillingen af trolden, er ubehandlet ikke-tryk-imprægneret eller ikke-malet træ, så derfor var det meget nødvendigt, at træet fik en behandling med beskyttelsesolie .

Nusset over det hele Derfor havde Anette indkaldt 22 frivillige hjælpere til denne opgave. Det var en del af de hjælpere, som i sin tid i fællesskab havde været med til at opbygge trolden. Man var meget grundig med at påføre en beskyttelsesolie over hele troldekroppen og den 125 meter lange hale. Man var således også oppe og behandle hårrødderne og i ørerne. Så hun blev derved nusset over det hele.

“Skal hun have en tur mere om tre-fire år, er jeg sikker på, at de frivillige gerne vil hjælpe igen, hvis kommunen donerer malingen,” siger Anette Haugshøj, som samtidig oplyser, at fremover er det Allerød Kommune, der skal stå for vedligeholdelsen, og kommunen har reserveret 20.000 budgetkroner om året til denne opgave.

FAKTA Det var Anette Haugshøj, der i 2020 fik idéen til at opføre en Thomas Dambo-trold i Allerød, og det var også hende, som stod i spidsen for at få samlet de cirka 400.000 kroner sammen, det kostede at få troldekunstneren til at bygge i Allerød - den første kæmpetrold i Nordsjælland.


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET