Fodgængerovergang ud for Kirkestien/Blovstrød Byvej

Skolebørn i det nye del af Blovstrød skal kunne krydse Kongevejen sikkert, når de skal i skole. Nu kommer sagen op igen.

En af løsningerne kunne være etablering af et almindeligt signalreguleret T-kryds, som dog bør synkroniseres med T-krydset ved Sortemosevej. Manipuleret foto: Flemming Nyberg/AOB

SIKKERHED Der har tidligere været stillet spørgsmål fra Enhedslisten om skolebørnenes sikkerhed ved passage af Kongevejen her i Blovstrød. Nu kommer sagen op igen på mødet i dag (tirsdag, den 30. maj) i MEB-udvalget, som punkt 19. Teksten til emnet lyder:

“Skolebørn i det nye Blovstrød skal kunne krydse Kongevejen sikkert, når de skal i skole. Den eneste sikre overgang over Kongevejen i Blovstrød er i øjeblikket ved lyskrydset ved Sortemosevej. Dette er for langt fra Kirkestiens udmunding ved Kongevejen. Resultatet er, at mange børn og voksne således krydser vejen på en usikker måde for at få kortest mulig vej til Blovstrød Skole.”

Man foreslår bl.a. følgende ændring: Der etableres en fodgængerovergang med torontolys over Kongevejen ved den etablerede Kirkesti i Blovstrød. Et torontoanlæg er et trafiklys, der konstant blinker gult. Dets funktion er at gøre bilister ekstra opmærksomme på et fodgængerfelt.

Der er i den forbindelse blevet stillet følgende spørgsmål:

  • Hvad vurderes anlægsomkostningerne ifm. etablering af fodgængerovergangen med torontolys at være?

  • Hvor mange børn (eller alternativt personer) krydser i øjeblikket Kongevejen ved Kirkestien?

  • Hvilken værdi skal det skabe?

Det tilføjes: “Fodgængerovergangen skal gøre det muligt at krydse Kongevejen mellem det ældre og det nye Blovstrød i området ved Kirken og Blovstrød skole. Overgangen bør skabe en mere sikker hverdag for Blovstrøds børn.”            

AOB har tidligere foreslået, at der ud for Kirkestien/Blovstrød Byvej etableres en fodgænger-krydsning med ‘selv-tryk’. Dvs. at der vises kun rødt for bilisterne, når fodgængerne aktiverer det røde stoplys. Den samme løsning findes i dag på Kongevejen i Virum. Men denne forholdsvis billige løsning har Forvaltningen ikke taget med i sine nedenstående række af forslag.

Forvaltningen oplyser følgende:
Der er i dag etableret en 3 m bred midterhelle på Kongevejen med ventefelt til fodgængere, hvilket giver mulighed for at krydse vejen ad 2 omgange. Strækningen blev trafiksaneret i 2017 og i den forbindelse blev der taget stilling til udformningen af krydsningerne.

Trafiksikkerhedsmæssigt er det ikke nødvendigvis bedre at etablere et markeret fodgængerfelt. Der er tale om en fri strækning, hvor der ikke er en jævn strøm af fodgængere. Mængden af fodgængertrafik kendes ikke, men det vurderes, at der primært er krydsende fodgængere i morgentimerne og eftermiddagstimerne. Bilister vil derfor ikke nødvendigvis forvente fodgængere, og der er risiko for at de overser fodgængerfeltet. Et fodgængerfelt kan således give en falsk tryghed, idet fodgængere går ud fra, at bilister altid overholder deres vigepligt. Det vurderes derfor på dette sted, at give bedre sikkerhed, hvis fodgængerne har vigepligten.

Politiet skal godkende etablering af fodgængerfelter. Politiet har tilkendegivet at de er enige i denne vurdering.

Signalreguleret kryds
Hvis der skal etableres fodgængerfelt på stedet, kunne det gøres ved at etablere et signalreguleret kryds ved Blovstrød Byvej. Denne løsning har også været drøftet i forbindelse med trafiksaneringen af strækningen. Anlægsomkostningerne for et signalreguleret kryds anslås til 800.000- 1.000.000 kr. En signalregulering af krydset vil dog øge risikoen for kødannelse på Kongevejen, effekten af anlægget vil blive undersøgt som en del af projektet. Anlægsomkostningen vil skulle indgå i prioriteringen af midlerne til trafiksikkerhed fremadrettet.

Opsætning af fartviser
I forbindelse med kommunens hastighedsplan, er der udarbejdet forslag til dæmpning af hastigheden på denne strækning af Kongevejen, da der bliver kørt for stærkt. Forslag til opsætning af fartviser på Kongevejen ved byzonegrænsen indgår i prioriteringen af midlerne til trafiksikkerhed i 2023.

AOB har også tidligere skrevet om etablering af fartviser ved indkørslen til Blovstrød LÆS HER.

Mange undersøgelser har vist, at digitale fartvisere er den bedste løsning på sænkning af hastigheden. Fotomanipulation: Flemming Nyberg/AOB

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET