Danseskoene skal kridtes, og det pæne tøj skal findes frem til den 20. januar - for der vil der være masser af dans og hele tre gange i løbet af aftenen spilles der op til Les Lanciers.
NYTÅRSBAL Nytåret nærmer sig, og for at markere begivenheden inviteres alle til Nytårsfest 2024 hos Nordsjællands KonferenceCenter i Lillerød.
Men for mere end 14 år siden blev nytårsballet afviklet i Blovstrødhallen, hvor det den gang var borgmester Erik Lund, der bød velkommen, og hvorefter ‘Det Nye Tonefilmsorkester’ spillede op til dans.
Siden er nytårsfesten flyttet til Nordsjællands KonferenceCenter, der også står for selve arrangementet, som afvikles lørdag, den 20. januar 2024 klokken 18:00 – 24:00.
Direktør Mette Agerlin fortæller til AOB: “Vi starter aftenen med en boblende velkomstdrink. Herefter serveres der en lækker 3-retters festmenu efterfulgt af kaffe og te, og iøvrigt kan drikkevarer købes i baren.
Efter middagen skal benene i gang, og der spilles nu op til dans. Musikken styres af en dygtig og erfaren DJ, som vil spille meget varieret dansemusik fra de sidste fem årtier.
Endvidere vil det også være mulighed for at komme med musikønsker, og dermed få man sin egen favoritmusik spillet.”
Les Lanciers
Mette Agerlin slutter: “Til en nytårsfest hører naturligvis også Les Lanciers, som vil blive spillet og danset 3 gange i løbet af aftenen. Så find festtøjet og danseskoene frem og kom og nyd en festlig aften i smukke omgivelser, med god stemning, skøn mad og masser af dans. Tag gerne familie og venner med.”
Prisen for det flotte arrangement er 595,- kr. pr. person, og man kan tilmelde sig nytårsfesten, hvis man går ind på siden: nokc.dk/events/nytaarsfest-2024
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET