For mere end to tusind år siden producerede bønderne omkring Allerød jern. Kom og hør historien!
JERNBRODUKTION Lokalhistorisk Arkiv har på tirsdag, den 10. oktober kl. 19:30 et arrangement på Kirkehavegaard, hvor lektor på Københavns Universitet Henriette Syrach Lyngstrøm fortæller om udvinding af jern fra myremalm: ’Dengang de nordsjællandske bønder var jernproducenter’.
I jernalderen - for mere end to tusind år siden - producerede bønderne omkring Allerød jern af den lokale myremalm. Det kunne de, fordi de rådede både over råmaterialerne: myremalm, masser af træ og ler. Og fordi de vidste, hvordan man gjorde.
Vi kan takke geologen Kristian Rørdam for et indgående kendskab til den nordsjællandske myremalm for i slutningen af 1800-tallet kortlagde han mere end 50 forekomster. Blandt dem en meget stor forekomst ved Niverød Mose omkring 300 m syd for Langstrup.
Rørdam registrerede, at laget af myremalm her, på et stort område, var omkring 35 cm tykt, og han vurderede, at forekomsten vejede 84.000 ton. Rørdam foretog også metallurgiske analyser af malmen, og indholdet af jernoxid i malmen var 75% Fe2O3, hvilket er udmærket til udvinding af jern.
I foredraget fortæller Henriette Lyngstrøm, hvordan jernalderens jernudvinding foregik og om råstofforbruget og udbyttet, ligesom hun undrer sig over, hvorfra de nordsjællandske bønder fik deres viden og kunnen om jernfremstilling.
Billetter koster 50 kroner - dog er der gratis adgang for LAFAKs medlemmer.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET