10 stærke år i Blovstrød Outdoor Fitness

I går, mandag den 29.august, holdt Blovstrød Outdoor Fitness 10-års jubilæumstræning, hvor tidligere deltagere også var inviteret med til træning og fejring.

Blovstrød Outdoor Fitness er et tilbud om udendørs crossfit-træning. Foto: Blovstrød Outdoor Fitness

JUBILÆUM I 10 år er der svinget kettlebells, ligget i planke, hamret på traktordæk, taget (alt for mange, vil nogen sige) burpees og grinet i Blovstrød Outdoor Fitness, der begyndte den 27. august 2012.

Med hjælp fra DGIs udviklingskonsulenter blev konceptet ACT (Avanceret CirkelTræning) udviklet. Det viste sig at være et langtidsholdbart koncept, for pludselig er 10 år gået.

“Mange er kommet til undervejs, nogle er stoppet, nogle er kommet tilbage igen, og så er vi en gruppe, der har været med helt fra begyndelsen af. Måske skyldes det, at vi føler os som et hold. Vi kender efterhånden hinanden rigtig godt. Også hvad vi arbejder med, hvad vores børn laver, og hvor vores sommerhuse ligger. Og så har vi det rigtig sjovt,” lyder det fra en af initiativtagerne Lene Norden.

Bag konceptet ligger også en beslutning om, at vi mener det, når vi siger ’outdoor’. Det er ikke et alternativ at aflyse eller rykke indendørs.

“Vi har aldrig aflyst en træning på grund af vejret. Vi har lært at tage det rigtige tøj på til vejret, og man finder også hurtigt ud af, at allerede under opvarmningen, kan man smide den ekstra trøje, for så føles det ikke koldt længere. Kun en enkelt gang, hvor der var storm og udgangs-forbud, har vejret været en hindring,” husker Henning Pedersen, der også har været med til at etablere tilbuddet.

Træning for alle
Træningen er for alle og kan nemt varieres efter formåen og lyst til at udfordre sig selv. Formålet er at få en sund og stærk krop og kropskerne, som understøtter alle de daglige bevægelser og supplerer evt. andre sportsgrene som boldspil og løb.

Træningen er bygget op om forskellige styrkeøvelser, men der er også konditions-øvelser, som kan udføres ‘på stedet’, så man kan få pulsen op - uden at skulle løbe. Træningen afsluttes med en gang cirkeltræning og derefter en high five med tak for i dag.

“Vi har en masse forskellige mobile og faste redskaber og bruger i høj grad også øvelser med egen kropsvægt, og vi instruktører har gennem vores uddannelse fra DGI fået et stort kartotek af øvelser og variations-muligheder, så det er muligt at finde alternativer, hvis der skal tages hensyn til skader og andet,” siger den sidste af de tre initiativtagere, Lisbeth Jørgensen.

De faste redskaber er etableret med god hjælp fra sponsorer, heriblandt Nordea Fonden, Veluxfonden og Allerød Erhvervsklub. Desuden er området bag Blovstrødhallen blevet omdannet til et egentligt outdoor fitness-område.

I går, mandag, den 29. august, holdt Blovstrød Outdoor Fitness 10-års jubilæums-træning, hvor tidligere deltagere også var inviteret med til træning og fejring.

Om Blovstrød Outdoor Fitness
Blovstrød Outdoor Fitness er et tilbud om udendørs crossfit-træning. Det er Blovstrød Håndbold Forening, der står bag, oprindeligt med tanken om at have et relevant tilbud til håndboldspillere, der fx på grund af skader ikke længere kunne spille håndbold. Tilbuddet er imidlertid blevet for alle, hvilket er med god grund, da træningen er funktionel, dvs. har fokus på at give deltagerne en stærk krop, der kan fungere i det daglige, så slid- og belastningsskader undgås.

Blovstrød Outdoor Fitness træner to gange om ugen i de naturskønne områder bag Blovstrødhallen.

Outdoor Fitness’ hjemmeside: LÆS HER.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET