Nina lukker og slukker for sin hyggelige naturcafé på Kirkeltevej.
NATURCAFÉ “Åhhh nej! - Nina må ikke lukke sin populære naturcafé,” lyder det fra bl.a. mange Blovstrød-borgere. Men jo, Nina Dolriis har besluttet at lukke og slukke - og den 22. december i år drejer hun nøglen om til den hyggelige café i skovkanten til Store Dyrehave.
24 fantastiske år “Det er blevet til 24 fantastiske år,” som Nina Dolriis formulerer det til Allerød Nyt, og fortsætter:
”For mig har det været et fantastisk liv. Vi har haft gode trofaste kunder igennem mange år, der har anbefalet os til andre. At blive anbefalet af andre; dét er det bedste.”
Og sådan en almindelig hverdags-onsdag, hvor solen skinner og vejret er lunt, er der også mange gæster.
”Faktisk er onsdage en af vores travle dage. Her er mange særligt kvinder, der besøger os – bedstemødre, mostre, veninder – og vi oplever også, at der kommer mange alene. Så sætter de sig nede i haven og kigger på fuglene og træerne. Nyder at sidde i fred og ro og nyde omgivelserne.”
Jeg er gladest for den stemning her er. Jeg har altid kaldt det min lille oase; et fristed fra det andet liv.”
Allerød Nyt skriver videre: Og det er netop det, cafeen kan. Det er ikke nogen strøgcafé, men byder på afslappet stemning i haven.
Som naturcafé er naturen naturligvis i centrum. Det har altid været vigtigt for Nina at handle lokalt og økologisk. Alt grønt bliver eksempelvis købt fra Stengården og alt mel er fra Kornby Mølle i Lynge.
En livsform At der er travlt vidner personalet om. Nina har tre-fire damer og ti unge piger, der på skift hjælper til i cafeen.
”Det har aldrig været et arbejde for mig; det har været en livsform. Vi har altid haft travlt i cafeen om sommeren, og har altid holdt ferie i januar. Og mange fester bliver jo naturligvis holdt om sommeren, hvor jeg på det seneste også har kunnet mærke, at det er hårdt, når jeg ved, at jeg skal op kl. 5 og bage,” fortæller Nina, der fylder 70 om to måneder.”
“Og nu er beslutningen om at lukke cafeen så taget. En beslutning der har været et års tid undervejs.” Ninas kærlighed til stedet har derfor også gjort det ekstra svært at træffe beslutningen om at lukke cafeen, men slidgigt betyder, at hun ikke kan fortsætte som hidtil. “Og jo, det er måske et afsavn, men det er jo præmissen - og jeg holder uendelig meget af udsigten, så det er bestemt ikke et dumt sted at være bundet. Vi har fundet i et hus lidt længere nede ad vejen, så vi bliver i området,” slutter Nina.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET