Fra Allerød til Paris

En rejsebeskrivelse af en cykeltur på 1.368 km.

Det stærke cykelhold. Foto: Team Rotary Nordsjælland

ALLERØD-PARIS AOB har med tak modtaget en rejsebeskrivelse fra Poul Møller Hansen, som omhandler den lange cykeltur fra Allerød til Paris, der blev arrangeret af Team Rotary Nordsjælland. 

Poul beretter følgende:  “Den 15. juli var der afgang med Team Rotary Nordsjælland mod målet i Paris, som vi nåede otte dage senere. Det skulle blive en fantastisk tur på cyklen med mange gode oplevelser, godt kammeratskab og stor hjælpsomhed.

Turen førte os gennem Sjælland, Falster og Lolland til Rødby, hvor vi sejlede med færgen til Puttgarden. Her havde vi turens første overnatning. Den følgende dag satte vi kurs mod byen Wingst - en tur på 205 km, som blev en fin tur på tværs af det nordlige Tyskland, hvor vi kørte gennem mange mindre byer, et flot og meget varierende landskab, og en sejltur  med færge over floden Elben. Herefter gik turen videre frem mod næste overnatning i byen Wings.

Tredje dag var igen en tur på godt 200 km, hvor vi passerede nord om byen Bremen, og med en kort færgetur over floden Weser, kørte vi videre mod vores næste overnatning i byen Ankum. Herfra cyklede vi videre med en etape på knapt 182 km mod næste overnatning i byen Kamp-Lintfort, som var vores sidste overnatning i Tyskland. 

Dag fem kørte vi ind i Holland - og herefter ind i Belgien, hvor vi kørte på små og mange steder ret dårlige betonveje gennem mindre byer og smukke landskaber frem mod vores næste overnatning på et hotel ved Liege Airport. Det var en varm dag med over 43 grader. Herfra kom vi ind i Ardennerne, hvor den første stigning vi mødte var Mur de Huy, der byder på en gennemsnitlig stigning på 9,7% over 1,4 km og på det stejleste sted er stigningsprocenten 17%. Mur de Huy, er kendt, fordi den indgår i cykelklassikeren La Flèche Wallonne. Sammen med 16 andre ryttere fra holdet kom jeg kørende helt op til toppen. 

Den følgende dag gik det videre gennem Ardennerne, hvor vi skulle over en række skrappe stigninger. De 162 km bød på 1.364 højdemeter. Den følgende dag bød igen på en etape med 160 km og 931 højdemeter - fordelt på nogle meget lange opstigninger i Ardennerne. Vi var nu kommet ind i Frankrig, hvor vi overnattede i byen Charleville-Mézières, en lille charmerende by i Nordfrankrig.

Vi var nu i den sydlige del af Ardennerne, de 160 km bød nogle få stigninger, der skulle klares. Herefter var turen flad, men dagens etape bød på flere meget dårlige veje frem mod dagens mål et hotel i byen Margny les-Compiegne.

Paradekørsel i Paris Sidste etape mod Paris var på kun108 km, og bød på ren paradekørsel frem mod målet på Concordepladsen, hvor familie og venner var klar til at hilse os velkommen. Men først skulle vi køre en æresrunde op ad Champs-Elysees omkring Triumfbuen og ned ad Champs-Elysees mod Concordepladsen, hvor vi fik en varm velkomst efter en tur på 1.368 km. Vores serviceteam var klar med grillpølser og drikkevarer.”

Poul Møller Hanse slutter: “Tak for en god veltilrettelagt cykeltur fra Allerød til Paris. Styregruppen havde gjort deres arbejde godt, og som deltagere skulle vi kun tænke på at sove, spise, drikke og cykle. Vores serviceteam gjorde en flot indsats og sørgede for mad og drikke til os tørstige og sultne ryttere.

Resultatet af turen blev, at Team Rotary Nordsjælland kan give 200.000 kr. til Julemærkehjemmet i Ølsted, hvor pengene vil blive brugt til fornyelse af de 25 år gamle møbler i deres spisesal.”

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET