Pavillonen fra 1975 skal rives ned, og på samme areal skal der opføres en ny tilbygning på ca. 2.400 m2 i to planer.
UDVIDELSE Blovstrød Skole skal - som det sikkert er de fleste bekendt - udvides, og i den forbindelse vil AOB løbende følge, hvad der fremover vil ske på denne front.
Skolen er opført over flere omgange, startende med den første bygning i 1938 i røde mursten og med tegl på taget. Den nuværende hovedbygning med administration og festsal er opført i 1970 med facader i mursten og tage med bølgeeternit.
Den sidste blok mod Kongevejen er opført lidt senere og med facader i betonelementer og tag med bølgeeternit. Det ses af gamle tegninger, at der var planlagt en fortsat udbygning. Den seneste tilbygning er pavillonen, der er opført i 1975, som en let konstruktion med facadeplader af profileret stål og fladt tag beklædt med tagpap.
Projekteringen starter nu Der har været EU-udbud på rådgiversiden, og det blev Mangor & Nagel, som er en af landets største arkitektvirksomheder, der vandt opgaven som totalrådgiver, hvorefter projekteringen nu kan begynde.
Dommerkomitien udtaler: “Mangor & Nagels skitseforslag viser stor forståelse for projektet og er et gennemarbejdet skitseforslag, der viser et moderne undervisningsmiljø. Projektet har mange arkitektoniske kvaliteter i forhold til udformningen og et fint materialevalg, der giver et godt samspil med de eksisterende bygninger.”
Der er tale om et skitseforslag, hvilket betyder, at der kan komme ændringer under processen.
Projektet betyder, at pavillonen fra 1975 skal rives ned, og at der på samme areal opføres en hel ny tilbygning på ca. 2.400 m2 i to planer. Den nye udbygning skal rumme 15 klasselokaler, Pædagogisk Læringscenter (PLC), fælles samlingstrappe samt teamrum og fællesområder.
Tidsplanen siger, at projektet sendes i EU-udbud i første kvartal af 2023 med byggestart i foråret 2023. Blok 5 nedrives således først til foråret, men den endelige om- og tilbygning forventes at stå klar, som oprindeligt planlagt, til skolestart i august 2024.
Der er endvidere flere små ombygninger i den eksisterende del af skolen. Det store fælles omklædningsrum (G2) med bad og toilet opdeles således i to. Der skal endvidere udførs ombygning af lokaler (café og fællesområde) for integration af klub ved mellemtrinnet.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET