I går, lørdag, afviklede Blovstrød esport en fin esport-camp.
ESPORT Bestyrelsemedlem Tommy Petersen fortæller til AOB, at Blovstrød esport er en lokal sportsforening under Blovstrød IF, drevet af frivillige. Gårdagens arrangement blev afviklet i Blovstrødhallens cafeteria, og man havde arrangeret esport-campen for at øge interessen for esport, gøre opmærksom på foreningen og forhåbentlig tiltrække nye medlemmer.
Der var i alt 10 deltagere i alderen 8 - 11 år. En enkelt kom helt fra Bornholm - hvor man endnu ikke har esport - og deltog sammen med sin fætter fra Farum, to kom fra Rødovre og resten var lokale deltagere.
De fleste unge deltagere havde selv computere med og tre lånte spillestationer af Blovstrød esport.
Tommy Petersen fortæller videre: “Der var et lille deltagergebyr (50,- kr. for medlemmer og 200 kr. for ikke-medlemmer) for at hjælpe med at dække nogle af udgifterne til arrangementet.
Mikkel Brilner Lund, esports-konsulent fra DGI, underviste og aktiverede deltagerne, og når der ikke blev spillet computer, var der forskellige koordinerings- og kommunikationsøvelser i selve Blovstrødhallen.”
En rigtig god dag
Mikkel Brilner Lund sagde efterfølgende, at det havde været en rigtig god dag, hvor man havde blandet de bedste ting fra forenings-esporten, nemlig fysisk aktivitet, spil-undervisning og hygge.
Mikkel var imponeret over de gode rammer for arrangementet med plads til alle spille-stationerne i kantinen og med plads til fysisk aktivitet i hallen.
Tommy Petersen slutter med bemærkningen: “Jeg er med i Blovstrød esport, fordi jeg mener det er vigtigt, at de unge kommer ud af deres værelser for at være sammen og blive udfordret fysisk og mentalt.”
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET