Allerød Kommune skal rydde og klargøre tomten ved Kongevejen, men gør intet ud over nu på tredje år at love bod og bedring.
DEBAT Jens Thiel, bestyrelsesmedlem i Grundejerforeningen Kirkestien skriver i et debatindlæg i Allerød Nyt:
“Det nye Blovstrød er glade nye borgere i Allerød Kommune. Der er dog lidt malurt i bægeret. Siden marts 2020 har en knoldet, ukrudtsbegroet byggetomt ved Kongevejen skæmmet udsigten fra Blovstrød Kirke ned over den historiske og genskabte kirkesti. Der er tale om en byggetomt, som Allerød Kommune for længe siden har forpligtet sig til at rydde, udjævne og tilså.
Grundejerforeningen Kirkestien, som, når dette var klaret, skulle overtage pasningen, står på spring, klar til at passe og pleje, men det er umuligt, når kommunen ikke opfylder denne og andre lignende kontraktlige forpligtelser i området.”
Der sker intet
“Trods mange rykkere fra grundejerforeningen og gentagne forsikringer om aktion fra Allerød Kommune, sker der intet. Det er frustrerende at blive holdt hen med tomme løfter, når Grundejerforeningen Kirkestien er forpligtet til at passe hele området og gør sit bedste,” siger Jens Thiel og afslutter:
“Allerød Kommune skal rydde og klargøre tomten, men gør intet ud over nu på tredje år at love bod og bedring. Hvornår ser vi den lovede handling?”
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET