Så er det forår - bøgen er sprunget ud

Bøgen springer tidligere og tidligere ud. Før i tiden kunne man ofte høre, at bøgen springer ud den 10. maj – kl. 10 ville nogle endda tilføje. Men sådan er det ikke længere.

Så er det forår - for nu er bøgen sprunget ud. Her er et motiv fra Nymøllevej. Foto: Flemming Nyberg/AOB

UDSPRING Grund Skov i Jylland er ofte blandt de første, der kan fremvise lysegrønne bøgetræer. De fleste andre steder springer bøgeskoven først ud i de sidste dage af april og i begyndelsen af maj. Man siger, at bøgen er sprunget ud, når de nye blade fylder mere end en tokrone, og når der er udsprungne knopper på flere af træets grene.

Bøgen springer tidligere og tidligere ud
Før i tiden kunne man ofte høre, at bøgen springer ud den 10. maj – kl. 10 ville nogle endda tilføje. “Men sådan er det ikke længere“, siger skovrider Bjerne Ditlevsen fra Skov- og Naturstyrelsen, der er leder af Statsskovenes Planteavlsstation, “europæiske forskningsresultater fra 1990´erne viser, at bøgen i Europa – ligesom andre træer og buske – gennemsnitlig springer ud 6 dage tidligere, målt over en 30-årig periode.“

Man siger, at bøgen er sprunget ud, når de nye blade fylder mere end en tokrone, og når der er udsprungne knopper på flere af træets grene. Foto: Flemming Nyberg/AOB

Højere temperatur forøger vækstsæsonen
Årsagen forklares først og fremmest med en temperaturstigning. Og da bøgetræerne samtidig taber sine blade tilsvarende sent – i gennemsnit omkring 5 dage senere end tidligere – betyder det altså, at den højere temperatur samlet forøger vækstsæsonen med små to uger.

Men der er stadig stor forskel fra sted til sted – også inden for Danmarks grænser. Det skyldes dels det lokale klima, men det kan også være et resultat af træernes oprindelse og genetiske herkomst.

I dansk skovbrug er der inden for de seneste 100 år importeret store mængder frø fra udlandet. Hvis frøet kommer fra det centraleuropæiske område, vil træerne springe tidligere ud end dansk bøg, hvorimod frø fra Holland og Belgien vil give træer, som springer senere ud. Danske undersøgelser viser, at der er ca. 10 dages forskel mellem en bøg fra Rumænien, der springer tidligt ud, og et bøgetræ fra Belgien der springer sent ud.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET