En naturlegeplads i Allerød foreslås i et oplæg placeret i Blovstrød i området lige nord for Blovstrøds Teglværk.
NATURLEGEPLADS En gruppe engagerede borgere stiftede i september måned sidste år en forening, hvis formål det er at etablere en Naturlegeplads i Allerød Kommune. Initiativtagerne bag foreningen er Carsten Rasmussen, Jacob Bach Meldal og Anders Damm-Frydenberg.
Foreningen har nu udarbejdet et oplæg til en ‘Naturlegeplads i Allerød’, som er en forløber for et egentligt projektforslag til etablering af en naturlegeplads for alle i kommunen. Et sådant projektforslag ventes at kunne foreligge i midten af 2022.
Oplægget er tænkt som baggrund for diskussioner med relevante interessenter som Allerød Kommune, Naturstyrelsen og andre, der måtte have en interesse i et samarbejde om en naturlegeplads.
Det foreløbigt forslag sigter på en placering af legepladsen umiddelbart nord for de sidste rester af det en gang meget store Blovstrød Teglværk. Der er tale om et smukt og spændende kulturlandskab dannet ved lergravning og delvis opfyldning med overskud fra teglproduktionen.
Med tanke på fortidens store industrieventyr, kan der således blive tale om en natur- og kulturhistorisk Legeplads
Hvorfor en naturlegeplads?
I oplægget lyder det bl.a.: Der findes ingen naturlegeplads i Allerød Kommune. Det er måske overraskende i betragtning af den store naturrigdom og de mange skovområder, vi har i kommunen.
Mange børnefamilier og børneinstitutioner benytter såvel skovene som andre naturområder i kommunen til leg og læring. Mange har imidlertid også fundet det attraktivt at besøge naturlegepladser uden for kommunen, da børnenes begejstring her bliver endnu større. Disse naturlegepladser ligger typisk en halv times bilkørsel fra Allerød, og vælger man offentlig transport, kommer nogle få timer på legepladsen nemt til at tage en hel dag.
Allerød Kommunes Vision2031 taler netop om nærheden til naturen og forpligtelsen over for fremtidige generationer i den henseende.
Hvem skal naturlegepladsen henvende sig til?
Foreningen oplyser videre: I udgangspunktet er foreningen Naturlegeplads i Allerød meget åben for, hvem der skal være naturlegepladsens brugere. Kerne-målgruppen er dog børn i alderen 2-12 år, hvad enten de er i selskab med deres forældre eller bedsteforældre, eller de besøger legepladsen på hverdage med deres skole, børnehave eller anden institution.
Afhængig af legepladsens indretning kan man endvidere forestille sig brugere blandt teenagere og voksne, som f.eks. ønsker at benytte shelter eller bålhytte. Man kan evt. også forestille sig legepladsen indrettet, så den bliver egnet til brug for motionister, der tager en pause eller måske benytter sig af legepladsens faciliteter.
Initiativtagerne bag foreningen havde i onsdags fortræde for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget, hvor man forelagde oplægget til naturlegepladsen. Udvalget ønskede initiativsagen belyst om mulighederne for en naturlegeplads ved Teglskoven forud for budgetforhandlingerne.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET