På alle lokalvejene i hele Blovstrød bliver hastigheden fremover nedsat til 40 km/t.
HASTIGHEDSBEGRÆNSNING Så er det en realitet, at hastigheden på samtlige lokalveje i hele Blovstrød snart bliver nedjusteret til 40 km/t.
Som AOB tidligere skrev LÆS HER har Miljø-, Erhverv- og Byudvalget tidligere besluttet, at kommunen skulle søge om deltagelse i Vejdirektoratets kommende forsøg med etablering af zoner med hastighedsbegrænsning på 40 km/t under en ny forsøgsordning efter ‘Bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser’.
Det er nu bestemt, at Allerød Kommune er en af de 16 kommuner, der er blevet valgt, og som skal indgå i forsøgsordningen.
For Blovstrøds vedkommende bliver konsekvensen den, at hastigheden på alle lokalveje i vores område fremover bliver nedsat til max 40 km/t. Det vil sige, at størstedelen af Blovstrød bliver udlagt med hastigesbegrænsningen - jf. nedenstående kort.
Skiltning op først
Formand Miki Dam Larsen for MEB-udvalget siger til Allerød Nyt, at hastighedszonerne etableres senere på året.
“Det træder ikke i kraft, før der er passende skiltning. Men man skal også først mødes med den relevante styrelse, kommunikerer de nye vilkår ud til borgerne og så videre. Derfor kan jeg ikke være mere præcis. Men jeg tror, det bliver rigtig godt for byerne,” siger formanden.
Formentlig permanent
Forsøgsordningen kører i tre år, men Miki Dam Larsen regner dog med, at den efterfølgende bliver gjort permanent.
“Ved mindre prøveperioden viser noget overraskende, må man - realistisk set - formode, at det bliver permanent løsning. Det er en relativ stor investering og tilpasning, man gør,” siger han med henvisning til blandt andet skiltningen samt også det, at der skal sættes fartdæmpende foranstaltninger op flere steder.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET