Det er gået meget stille for sig med vedtagelsen af den nye Blovstrød-hal og næsten lige så stille med opførelsen på stedet.
NY HALLØSNING Det kommer nok bag på mange, at den nye Blovstrød-hal får et helt andet udtryk end den oprindelige hal, som er tegnet af den nu afdøde Blovstrød-arkitekt, Gunnar Bertelsen.
I det hele taget har projektet som helhed kørt med ‘lav profil’, ligesom opstarten på pladsen - tæt på den eksisterende hal - har gået stille for sig. Måske fordi man fra udvalgets side har valgt en hel anden og billigere løsning end den oprindelig godkendte. Ved licitationen kom der et nyt forslag på bordet, som var væsentligt billigere end det oprindelige skitseprojekt. Nu er der tale om en stålkonstruktion, som dog vil indeholde helt de samme funktioner, som var kravet fra det nedsatte haludvalg.
Jørgen Johansen, som sidder i Kultur-, Idræt- og Fritidsudvalget (KIFU) og er formand for det særlige haludvalg, siger til AOB: “Jeg er meget glad for den løsning, som man nu er kommet frem til, og det viser sig faktisk, at med det ændrede og billigere projekt kan vi få opfyldt endnu flere af de funktionskrav, man oprindeligt havde på ønskelisten.”
Efter planen skal byggeriet, som opføres af StålByg A/S, allerede stå færdigt til november måned; og med en indvielse i begyndelsen af december, bliver det således en stor, kærkommen julegave til alle Blovstrødborgerne.
AOB vil i en senere artikel nærmere gennemgå projektet og vise den godkendte planløsning samt facadetegningerne.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET