Forsøg med hastighedszoner

Allerød Kommune ønsker at etablere en forsøgsordning med 40 km-hastigheds-zoner i bl.a. Blovstrød.

Mange Blovstrød-borgere ser sikkert gerne, at hastigheden på Sandholmgårdsvej bliver sat ned til 40 km/t - men det bliver nok ikke tilfældet. Manipuleret foto: Flemming Nyberg/AOB

HASTIGHEDSZONER Som det fremgår af Allerød Kommunes Trafik- og Mobilitetspolitik, bruger man trafikplanlægningen til at samle den gennemkørende trafik på de større veje, så boligområderne fredeliggøres. Det kan være ved at etablere hastighedsdæmpning og lavere hastighedsgrænser i boligområder, som udover at forbedre trafiksikkerheden også gør vejen mindre attraktiv i forhold til gennemkørsel. 

Miljø-, Erhverv- og Byudvalget har netop ved sidste møde i tirsdags besluttet, at kommunen skal søge om deltagelse i Vejdirektoratets kommende forsøg med etablering af zoner med hastighedsbegrænsning på 40 km/t under en ny forsøgsordning efter Bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser.

De udvalgte kommuner får lov til at etablere hastighedszoner på 40 km/t på ændrede vilkår end normalt. Som reglerne er i dag, er det kun ved ældreinstitutioner, skoler, børnehaver og lignende institutioner for børn, at hastighedsgrænsen kan nedsættes til 40 km i timen. Forsøgsordningen vil komme til at omfatte ændrede regler, der gør det muligt at nedsætte hastighedsgrænsen til 40 km i timen på strækninger, som ikke nødvendigvis opfylder ovenstående kriterier. I boligområderne kan høj hastighed betyde utryghed for gående og cyklende, og særligt skolebørn, da der sjældent er cykelstier på boligvejene.

Forsøg over 3 år
Der skal findes 15 kommuner, fordelt på 5 politikredse, som kan deltage i forsøget, og Nordsjællands politikreds er en af de udvalgte politikredse. Allerød Kommune vil derfor ansøge om at deltage. Forsøget kommer til at strække sig over en periode på 3 år. Vejdirektoratet har primo januar udsendt betingelser for deltagelse i forsøgsordningen.

Krav til deltagelse er, at kommunen planlægger at indføre lokale hastighedszoner i tættere bebyggede områder på vejstrækninger og/eller i afgrænsede områder inden for de kommende tre år efter bekendtgørelsens ikrafttræden. Der skal efterfølgende følges op på effekterne af hastighedszonerne og afrapporteres til Vejdirektoratet. Ansøgningsfrist er 11. februar 2022.

Kommunen vil ansøge om deltagelse i forsøgsordningen med lokale hastighedszoner med følgende områder i Blovstrød - jf. nedenstående plan: 
- Hele Blovstrøds ældre del, med undtagelse af Blovstrød Allé og Sjælsø Allé.
- Østre Teglværksvej, Frugtlunden og Grønningen (som er private fællesveje).

Kommunen foreslår lokale hastighedszoner med følgende områder i Blovstrød: 
- Hele Blovstrøds ældre del, med undtagelse af Blovstrød Allé og Sjælsø Allé.
- Østre Teglværksvej, Frugtlunden og Grønningen (som er private fællesveje).


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET