Over hele landet er anmeldelser af indbrud faldet støt - også i Blovstrød.
INDBRUD Over hele landet er anmeldelser af indbrud faldet støt. Det gælder også for borgerne i Blovstrød og i Allerød Kommune. Her er indbrudstallet i 2021 igen faldet markant, og i fjerde kvartal i 2021 blev der anmeldt 33 indbrud i private hjem. Sammenlagt med tallene fra de øvrige tre kvartaler betyder det, at der i 2021 blev anmeldt i alt 98 indbrud i Allerød Kommune, hvilket er historisk lavt. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.
Fortsat alt for mange indbrud
Borgmester Karsten Längerich er glad for udviklingen men siger: ”Der er dog fortsat alt for mange indbrud i Allerød Kommune og i hele Danmark, og et enkelt indbrud, er et indbrud for meget. Vi ved, hvor ubehageligt det er at blive ramt af et indbrud.”
“Derfor er det vigtig, at vi fortsat prioriterer de forebyggende indsatser og samarbejder om dette. Og vi kan jo bryste os af, at vi har flest Nabohjælpere i Allerød”, slutter borgmesteren.
Større indsats er i gang
Allerød Kommune indgik i 2021 et samarbejde med Bo Trygt, som er en indsats skabt af TrygFonden og Foreningen Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.
Formålet er at arbejde målrettet for at nedbringe antallet af indbrud med en række tryghedsskabende aktiviteter i lokalsamfundet. Initiativerne har indtil nu talt borgermøder med deltagelse af Nordsjællands Politi samt indbruds- og forebyggelseseksperter fra Bo Trygt, deltagelse i spørgeskemaundersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, intensivering af samarbejde med Nordsjællands Politi og ikke mindst en styrket kommunikationsindsats med særligt fokus på det præventive kriminalitets arbejde.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET