Mødet omhandler Omsorgscenter Øst på Center Sjælsmark, men afholdes i Modtagecenter Sandholm. Tilmelding skal ske senest i dag!
ORIENTERINGSMØDE AOB har modtaget følgende om et orienteringsmøde om etableringen af Omsorgscenter Øst i Sjælsmark.
Lene Hendel skriver: Til Alle Skovhusmedlemmer.
Desværre har det vist sig at, en del af medlemmerne ikke kan åbne Wordfiler på deres mobiltelefon.
For at være sikre på, at alle modtager denne vigtige underretning fra Udlændingestyrelsen, ikke mindst pga. den meget korte tilmeldingfrist (i dag!), gengives indkaldelsen her:
Invitation Udlændingestyrelsen inviterer interesserede naboer til Center Sjælsmark til orienteringsmøde om Omsorgscenter Øst torsdag den 3. november 2022 kl. 16:30 til 18:00. Mødet vil finde sted i Modtagecenter Sandholm, hvor der er egnede lokaler og parkeringsforhold til et sådant møde.
Udlændingestyrelsen etablerer i oktober 2022 det nye Omsorgscenter Øst i en del af det eksisterende Udrejsecenter Sjælsmark. På det nye Omsorgscenter Øst vil der fremover være indkvarteret en mindre gruppe beboere, som pga. fysiske og/eller psykiske handicap har behov for pleje og omsorg samt skærmede og rolige forhold.
Indkvarteringen af den nye målgruppe i Sjælsmark vil ske efter en model, hvor de særlige indkvarteringsydelser til de sårbare udlændinge leveres af Røde Kors i et særskilt og afskærmet område af Sjælsmark. Der vil altså blive tale om to separate og uafhængige centre, som dog ligger på samme matrikel.
Udlændingestyrelsen inviterer interesserede naboer til Udrejsecenter Sjælsmark og Omsorgscenter Øst til orienteringsmøde torsdag den 3. november 2022 kl. 16.30- 18.00. Mødet omhandler Omsorgscenter Øst på Center Sjælsmark, men afholdes af logistiske årsager i Modtagecenter Sandholm, Sandholmgårdsvej 40, i Blovstrød.
På mødet vil Udlændingestyrelsen orientere om etableringen af Omsorgscenter Øst, og naboer kan få mulighed for at stille spørgsmål. Ud over Udlændingestyrelsen deltager centeroperatøren Røde Kors og Nordsjællands Politi.
Tilmelding til orienteringsmødet Tilmelding til orienteringsmødet om etableringen af Omsorgscenter Øst bedes ske senest den 1. november 2022 på us@us.dk. Der kan parkeres på p-pladsen mellem Sandholmgårdsvej og Modtagecenter Sandholm. Indgang sker gennem hovedporten.Journalister, der ønsker at deltage i orienteringsmødet eller ønsker interviews med Udlændingestyrelsen, skal senest den 1. november 2022 henvende sig til Udlændingestyrelsens presseteam på presse@us.dk.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET