Det er et merforbrug på omkring 1,1 millioner kroner i forhold til kommunens budget.
MERFORBRUG 233 underretninger og 28 gennemførte anbringelsessager med børn i Center Sandholm koster Allerød Kommune mange penge. Det diskuterede byrådet på sit seneste møde. Det skriver allerødnyt.dk og uddyber:
Børneudvalgsformand Nikolaj Rachdi Bührmann (SF), der fremlagde sagen, fortalte, at kommunen nu bruger tre årsværk i forvaltningen på sagerne, og at det fører til et merforbrug på omkring 1,1 millioner kroner i forhold til kommunens budget. "Kommunen er forpligtet til at føre det forberedende sagsarbejde," kunne han blandt andet konstatere.
Enhedslistens Rasmus Keis Neerbek: "Det her burde diskuteres et helt andet sted end her," sagde han med henvisning til Christiansborg.
De konservatives Lars Bacher opfordrede byrådsmedlemmer på venstre side af den politiske skala til at tale med partifæller på Christiansborg. "De røde partier bør tage fat i deres bagland om det her. Det er synd for alle. Det er vi vist alle enige om," sagde han.
Radikales Merete Them Kjølholm mente, at alle partier kunne tage fat i Christiansborg. "Alle bør tage fat i deres bagland om det her. Det handler om børn," fremførte hun.
"Det er nogle forfærdelige skæbner i Center Sandholm, der gør dette udfald," konstaterede borgemester Karsten Längerich (V) og sagde også, at han mener, at staten bør kompensere Allerød Kommune for udgifterne.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET