Der findes overordnet fire måder at forbedre en kommunes naturkapital.
NATURVÆRDIER Danmarks mange skove, søer, marker og byer rummer alle natur, men værdien af naturen er langt fra den samme fra kommune til kommune.
På baggrund af et nyt nationalt biodiversitetskort har forskere fra Aarhus Universitet udregnet det såkaldte Naturkapitalindeks for alle landets 98 kommuner. Og her kommer Allerød Kommune ind på en flot 14.-plads.
Fanø og Læsø ligger helt i top, mens bykommunen Rødovre indtager sidstepladsen.
Årsagen til en dårlig placering findes ofte i et stort by- eller landbrugsareal, som optager plads fra naturen, mens naturområder med levesteder for truede arter tæller positivt.
Seniorforsker fra Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs fortæller i en pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening: "Naturkapitalindekset bygger på kortlagte og potentielle levesteder for truede arter, som fortæller os, hvor den gode natur i Danmark findes. Kommunerne har en stor del af ansvaret for Danmarks biodiversitet, og derfor er det oplagt at værdisætte den kommunale natur og benchmarke dem over for hinande."
Kan måle sin indsats
Sidst indekset udkom, blev det kritiseret for at 'straffe' by- og landkommuner unødvendigt hårdt. Derfor har forskerne denne gang også udregnet point baseret udelukkende på kommunens naturarealer.
For Furesø Kommune er naturarealerne alene sat til 79 point ud af 100.
Danmarks Naturfredningsforening peger på Naturkapitalindekset som et instrument, som kommunerne bør bruge til at måle, om deres indsats for biodiversiteten virker.
Forbedring af kommunens naturkapital
Der findes overordnet fire måder at forbedre en kommunes naturkapital. 1) Man kan forbedre levesteder for sårbare og truede arter, 2) skabe ny natur, 3) sørge for at kommunen får registreret naturen bedre og 4) endelig sikre en bedre beskyttelse af kommunens værdifulde natur.
Man kan se hele Naturkapitalindekset og kommunerangeringen HER.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET