Nu piller man igen ved Ny Allerødgaards jorder

En del af ‘Den Grønne Kile’ forslås nu bebygget. Nej tak! siger rigtig mange Blovstrød-borgere.

“Allerød behøver ikke byggeri på alle åbne arealer. Mange af os der bor her, gør det netop pga naturen og de åbner marker.” Arkivfoto: AOB

“Allerød behøver ikke byggeri på alle åbne arealer. Mange af os der bor her, gør det netop pga naturen og de åbner marker.” Arkivfoto: AOB

DEBAT AOB skrev den 12. februar om et debatindlæg fra socialdemokraterne, Niki Dam Larsen og Nicolai Pallisborg, som foreslog, at man nord for XL-Byg og vest for privatskolen lod opføre kommunens første bofællesskaber, og derved fik man frigjort penge anvendt til en sikker skolevej ved Kongevejen i Blovstrød - LÆS HER.

Dette forslag har dog fået en meget kølig modtagelse blandt Blovstrød-borgerne. Mange er enige i, at man skal sikre overgangen ved Kongevejen endnu bedre, men bestemt ikke på bekostning af, at man begynder at bygge på ‘Den Grønne Kile’. Et enigt byråd har for flere år siden bestemt, at området nord for Sortemosevej og vest for Kongevejen - altså ‘Ny Allerødgaards jorder’(jf. nedenstående plan) - ikke skulle bebygges. Men det nye forslag lægger nu op til at bryde denne fælles beslutning.

‘Den Grønne Kile’ strækker sig fra Ejnars Sti/Kongevejen mod nord/øst og til Sortemosen mod syd. Grøn farvemarkering: AOB

‘Den Grønne Kile’ strækker sig fra Ejnars Sti/Kongevejen mod nord/øst og til Sortemosen mod syd. Grøn farvemarkering: AOB

Her er udpluk af borgernes menig om forslaget til boligudbygningen:

Ellers tak!
Joanna Duedahl Baltzesen skriver kort: “Ellers tak til mere byggeri i Blovstrød.”

Drop de planer!
Peter Løfholm skriver: “Hold fast i naturen. Drop de planer.”

Nej Tak
Thomas Idorn Hansen skriver bl.a.: “Bare natur - Allerød behøver ikke byggeri på alle åbne pladser. Mange af os der bor her, gør det netop pga naturen og de åbner marker.”

Nu vil de ødelægge ‘Den Grønne Kile’
Gitteaya Damgård skriver: “Blovstrød er blevet udbygget og har fået omkring 80% flere borgere - og med masser af dejlige børn. En situation man slet ikke er færdig med at håndtere - slet ikke, når man bl.a. ser på skolevejene; men de skoleveje bør ikke kræve, at der sælges land fra Blovstrød - det burde have været en del af det, som salget ved udbygningen bragte ind.

De skoleveje, som bl.a. har været ønsket, er tunnel under Kongevejen/bro over den. Begge har fået tommelfingeren nedad pga, at det (tunnel) er meget dyr, og at den ikke vil blive brugt. Ligeledes siger man, at en bro ikke vil blive brugt - Som eksperterne har udtalt: Fodgængere og cyklister vil foretrække at blive på ‘overfladen’ og i stedet krydse vejen! Derfor må der andre løsninger på bordet - eksempelvis en ekstra lysreguleret overgang ved Kirkestien/Blovstrød Byvej, som bliver synkroniseret med T-krydset ved Sortemosevej.

Den gang Blovstrød blev udbygget, forelagde man os også visioner: Flotte byporte osv - se hvad det er endt med: en halvskaldet Kongevej med træer på den ene side. Desuden svigtede man de inflyttede borgere mht veje. Derudover lavede man generende indtag i form af forkortelse af venstresvingsbane på Konevejen mv - ting som det tog syv år at få tilbageført. Det skete vel at mærke, efter at mange borgere i området havde gjort indsigelser.

Vi er tidligere blevet lovet, at der ikke sker nye boligudbygninger i Blovstrød før andre steder er bygget ud, så hvordan passer dette ind i det nye forslag?

’Den Grønne Kile’ er vandindvindingsområde for Blovstrød Vandværk, og er indskrevet i planerne som en sådan. Derudover er det en fantastisk natur, med marker der skifter udtryk hen over året. Endvidere er området med til at give os noget af landsbyfornemmelsen - noget som dette forslag formegentlig vil bidrage til at fjerne over tid.”

“Det er en fantastisk natur, med marker der skifter udtryk hen over året”. Arkivfoto: AOB

“Det er en fantastisk natur, med marker der skifter udtryk hen over året”. Arkivfoto: AOB

En ommer
Michael Nørregaard skriver: “Det er altid interessant med forslag, specielt finansierede forslag, og de færreste kan vel egentlig have så meget imod ønsket om at etablere sikker (sikrere?) skolevej. Men der har hidtil været borgfred i Byrådet med enighed om at området nord for Sortemosevej (og vest for Allerød Privatskole) ikke skulle bebygges - en borgfred, som man nu lægger op til at bryde. Hvordan forholder Socialdemokratiet sig til at området ligger indenfor skovbyggelinjer og at skoven er en fredskov? Jeg har stor respekt for at specielt siddende byrådsmedlemmer ikke kommer med vidtløftige planer uden at anvise finansiering, men personligt synes jeg, at der er tale om en ommer fra jeres side.”

Omlægge arealet til et lysåbent naturoverdrev og høslætsareal
I årsberetningen fra Danmarks Naturfredningsforening i Allerød står beskrevet, at foreningen tidligere har foreslået Byrådet at tage Ny Allerødgaards jorder ud af kommerciel landbrugsdrift og omlægge arealet til et lysåbent naturoverdrev og høslætsareal.

Forslaget kom på Teknik, Plan- og Miljøudvalgets møde og indgik i Byrådets budgetforhandlinger 2021–28. Måske kunne Ny Allerødgaards jorder blive Byrådets gave til borgerne i Allerød i anledning af 50-års jubilæet?

Så nemt gik det ikke i første omgang, men Danmarks Naturfredningsforening Allerød vil holde fast i forslaget, og arbejde for at området på sigt omlægges til natur, til glæde for både biodiversitet og lokalsamfund.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET