De seneste måneder har ‘Foreningen Dæmpegårds Venner’ arbejdet intensivt med at udarbejde et visionsoplæg for fremtidens Dæmpegård, som et Natur-Kulturhus.
NATUR-KLUBHUS Dæmpegård, en skovridergård fra 1788 beliggende i Tokkekøb Hegn imellem Kongedyssen, sletten og lergrave, har i mere end en måned været iklædt vinterdragt. Sneen har ligget som en smuk dyne på Dæmpegårds stråtækte tage, og hele landskabet omkring Dæmpegård fremstår i sin mest indbydende form: Store vidder, snelandskab og en smuk gård, som kronen på værket.
Huller i taget
Dæmpegård trænger til en kærlig hånd, og i første omgang har det været vigtigt at få repareret taget. Egentlig var tækkeren bestilt til at vinterklargøre Dæmpegård, men han nåede kun at sætte et lille stillads op, da sneen kom ham i forkøbet. Sne på taget er ikke optimalt for tækkearbejde, og derfor ser Foreningen Dæmpegårds Venner fortsat frem til, at tækkeren får mulighed for at reparere hullerne i taget. Øvrige vinterforberedelser blev ordnet, inden vinteren for alvor kom til Tokkekøb Hegn.
Visionsoplæg for Dæmpegård klar
De seneste måneder har Foreningen Dæmpegårds Venner arbejdet intensivt med at udarbejde et visionsoplæg for fremtidens Dæmpegård, som Natur-Kulturhus.
”Vi har efterspurgt og modtaget idéer og input fra interesserede og medlemmer allerede i forbindelse med, at vi stiftede foreningen i september, og vi har indsamlet et helt lille bibliotek, som har været med til at forme vores visionsoplæg”, fortæller Lisette F. Thamdrup, som er formand for Foreningen Dæmpegårds Venner.
”Vi hører løbende fra medlemmer, som sender idéer og feedback til foreningens mail, og alt indgår som elementer og udkast i den videre proces”.
Bestyrelsen har påtaget sig opgaven at tage ansvar for selve udviklingsprocessen: At udvikle et gennemarbejdet forslag til en realistisk fremtid for Dæmpegård. Naturligvis med udgangspunkt i alle de input, der kommer fra medlemmer og andre interesserede. Visionsoplægget kan ses HER
Partnerskab med en eller flere fonde
”Det er vores mål at nå frem til en løsning for Dæmpegårds fremtid, som kan skabe bred opbakning — både fra vores medlemmer og lokalsamfundet, men især fra en eller flere fonde, da det er det, der skal til, for at et projekt kan realiseres. Fremtidens Dæmpegård kræver et stærkt partnerskab med professionelle fondspartnere, som kan se potentialet i at få liv i de historiske bygninger til glæde og gavn for unge og gamle i skøn forening med det unikke landskab. Hvis vi lykkes med dette, vil der derefter være et tæt samarbejde med fondens fagpersoner om den videre udvikling”, slutter Lisette F. Thamdrup.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET