Ulovlig drone-flyvning over Blovstrød

Indlæg: En borger gør opmærksom på, at der er konstateret ulovlig drone-flyvning i området over Blovstrød.

Droneflyvning over bl.a. Blovstrød Enge er forbudt, da det ligger tæt op ad det militære område. Fotomanipulation: Flemming Nyberg/AOB

DRONEFLYVNING En borger skriver til AOB, at hun i går eftermiddags konstaterede, at der var ulovlig drone-flyvning over Blovstrøds bebyggelser og over engen tæt langs øvelsesterrænnet. For det første skal man være min.150 meter fra bygninger, og samtidig var dronen tæt på det militære område.

Borgeren skriver videre: “Det er et rigtig sjovt stykke legetøj at flyve med en drone, men reglerne for flyvning med droner kan godt virke meget omstændige og uklare. Der har i medierne også været meget tale om at regler for drone-flyvning skal ændres og gøres mere tidssvarende, da mange slet ikke er klar over de særlige regler der gælder for drone-flyvning.”

AOB har undersøgt sagen lidt nærmere, og man skal især være opmærksom på:

  • at man skal være 150 meter væk fra bygninger, forsamlinger af mennesker og større veje.

  • at man må maksimalt flyve 100 meter op.

  • at man skal under hele flyvningen være i visuel kontakt med dronen.

  • at man må ikke flyve i nærheden af militære områder.

Almindelige borgere kan få bøder på 2.000-5.000 kr., hvis de overtræder reglerne. En borger fra Vejle fik således en bøde på 3.500 kroner for regelmæssigt at sende sin drone rundt i et villakvarter, hvor den ‘kiggede’ ind ad folks vinduer.

Kortet viser (med lyseblå markering) hvor langt man skal holde sig fra det miltære område her i Blovstrød med drone-flyvning. Illustration: Naviair


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET