Ny episode i Blovstrød, hvor fremmed mand kontaktede piger

Manden ville holde teenager i hånden, men forældre kom til stede og kontaktede politiet, som ser alvorligt på sagen.

Ud for Netto på Kongevejen kontaktede en fremmed mand tre piger i alderen 13-15 år. Arkivfoto: Flemming Nyberg/AOB

NY EPISODE En ny episode er sket i Blovstrød, hvor en fremmed mand kontakter tre piger. Nordsjællands politi oplyser i døgnrapporten, at i torsdags eftermiddag klokken 15:30 henvendte en mand sig til tre piger i alderen 13-15 år ud for Netto på Kongevejen. Manden forsøgte at komme til at holde særligt den ene af pigerne i hånden. 

Pigerne ringede straks efter til den enes forælder, der kom til stedet og ‘irettesatte manden’, hvorefter forælderen kontaktede politiet.

Manden beskrives som 42-48 år, mellemøstlig af udseende, men lys i huden og kort sort hår. Han havde skægstubbe, var slank af bygning, iført ternet habitjakke i beige nuancer, havde en lysegrå sveater med v-hals på og lyse jeans. Han talte gebrokkent engelsk og slog på et tidspunkt over i tysk, som han talte godt.

Til Allerød Nyt bekræfter pressevagten ved Nordsjællands Politi, at de ser på episoderne sammenholdt med de fire episoder, der skete over en lille uges tid for nu to en halv uge siden.

“Derudover kan vi ikke sige mere på nuværende tidspunkt, heller ikke om der er en sammenhæng mellem de to seneste episoder,” oplyser pressevagten.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET