En bæredygtig fremtid for Dæmpegård

Foreningen Dæmpegårds Venner har rettet henvendelse til byrådet, med anmodning om at byrådet drøfter kommunes fremtidige engagement i skovridergården Dæmpegård

Skovridergården ‘Dæmpegård’ fra 1788, ligger midt i Tokkekøb Hegn i Blovstrød Sogn. Foto: Marlene Vind

Skovridergården ‘Dæmpegård’ fra 1788, ligger midt i Tokkekøb Hegn i Blovstrød Sogn. Foto: Marlene Vind

HENVENDELSE Allerød Kommune har modtaget en henvendelse fra Foreningen Dæmpegårds Venner, som anmoder byrådet om at drøfte kommunes fremtidige engagement i skovridergården Dæmpegård.

I henvendelsen skriver formanden for bestyrelsen, Lisette F. Thamdrup, bl.a.:

Kulturarven forsvinder — Dæmpegård står for tur
I foråret 2020 ansøgte Naturstyrelsen Allerød Kommune om nedrivningstilladelse til skovridergården Dæmpe- gård i Tokkekøb Hegn. Skovridergården er fra 1788 og om ikke den ældste, så blandt de ældste eksisterende i Danmark. Blandt andet Danmarks Naturfredningsforening og Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød re- agerede kraftigt på Naturstyrelsens forespørgsel. Der blev taget initiativ til et fælles møde med Naturstyrelsen, kommunen og de to foreninger. Deraf blev den borgerdrevne forening Dæmpegårds Venner dannet.

Konkret plan for en bæredygtig fremtid for Dæmpegård
I løbet af knap et år har foreningen fået 210 medlemmer, der gennem Foreningen Dæmpegårds Venner arbejder aktivt for at bevare og omdanne Dæmpegård til et levende og historisk Natur-Kulturhus, som samlingspunkt for fællesskab i naturen med meningsfulde og lærerige oplevelser for både børn og voksne.

Der er indgået aftale med Naturstyrelsen om, at Dæmpegårds Venner har frem til januar 2022 for at finde en løsning, der kan danne grundlag for, at Dæmpegård kan overdrages til Dæmpegårds Venner.

Foreningen har udarbejdet en vision for Dæmpegård, en fundats for en Dæmpegårdfond, der vil kunne løfte det økonomiske og juridiske ansvar for gården samt lavet detaljeret driftsbudget opdelt på aktiviteter for den enkelte bygning, herunder også etablering af en skovcafé i samarbejde med Ninas Naturcafe.

Indtægterne i driftsbudgettet stammer først og fremmest fra cafédrift og skovrast (overnatning) samt gårdens forskellige tilbud om kurser, oplevelser, aktiviteter og udlejning af faciliteter. Gården skal drives af Dæmpegård-fonden, og vi forventer en årlig omsætning på ca. 2,5 mio. kr. fra 2025, når gården efter planen er renoveret.”

Klare forudsætninger for ansøgning om fondsmidler
I skrivelsen står endvidere: “Foreningen har været i dialog med forskellige fonde om søgning af midler til renoveringen, der anslås at koste 10-12 mio. kr. Blandt andre stiller Realdania sig positive overfor projektet for fremtidens Dæmpegård.

Fondende stiller dog følgende krav for at gå nærmere ind i processen:

  • at ejerforhold er afklarede og Dæmpegårdfonden reelt kan råde over Dæmpegård

  • at de tre centrale parter, Dæmpegårds Venner, Naturstyrelsen og Allerød Kommune, alle er aktivt engagerede

  • at Dæmpegård åbnes for og skaber værdi for omverdenen og den almindelige borger

FAKTA
- Dæmpegård fra 1788 er måske Danmarks ældste, bevarede skovridergård.
- Gårdens fem bygninger er omkranset af et unikt fredskovområde bestående af skov, slette, lergrave og Kongedysse, som samlet repræsenterer væsentlig kulturhistorie og kulturarv i særklasse.
- Adgang til Dæmpegård sker til fods, på cykel eller til hest - ikke i bil.

Allerød Kommunes bidrag
Sammen kan vi redde Dæmpegård - og skabe et levende Natur-Kulturhus for fællesskab og læring i naturen. Men Dæmpegård har brug for Allerød Kommunes hjælp.

Der er lige nu en enestående mulighed for, at Allerøds politikere kan medvirke til bevarelse og udvikling af en unik del af den lokale kulturarv i Allerød Kommune. Dæmpegård kan blive et levende samlingspunkt i nutiden, med fællesskabet og naturen som omdrejningspunkter - som en naturlig manifestation af visionen Tæt på hinanden -Tæt på naturen.”

Lisette F. Thamdrup slutter: “Vi håber meget på en positiv behandling fra byrådets side. Det er helt afgørende for Dæmpegårds fremtid - og vi ser derfor frem til at de nødvendige tilkendegivelser fra Allerød Kommune og Naturstyrelsen foreligger inden for nær fremtid, da tiden er knap.”

Arkivfoto: Dæmpegårds Venner

Arkivfoto: Dæmpegårds Venner

Positiv indstillet over for et indskud i fonden
Borgmester Karsten Längerich har anmodet om at sagen kom på Økonomiudvalgets dagsorden, og det fremgår, at sagen genoptages med notat fra Forvaltningen, idet Økonomiudvalget er positivt indstillet over for et indskud i fonden.


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET