Nu er man i gang med optagelserne til næste sæson af TV2-komedieserien ‘Minkavlerne’ - et emne, der må siges at være højaktuelt.
FILMOPTAGELSER Flere har spurgt AOB, hvad der i øjeblikket foregår ved Blovstrød Kro. Bag kroen er der en større del af parkeringspladsen, som er afspærret, og hvor store varevogne er parkeret og med skiltningen: ‘Filmoptagelse’.
Kroejeren, David Frøkjær Jensen, oplyser i den forbindelse: “Vi er på kroen ved at optage andet afsnit af ‘Minkavlerne’. Hvis I har set de første afsnit, er det også fra Blovstrød Kro, men desværre må vi ikke få nogle lokale statister med.
I hele denne uge har man kunnet opleve afspærringer og afdækkede ruder på Blovstrød Kro. Der er som nævnt gang i optagelserne til næste sæson af TV2-komedieserien ‘Minkavlerne’ - et emne, der må siges at være højaktuelt.
Allerød Nyt skriver: ‘Minkavlerne’ må efter danske standarder siges at være særdeles fornemt besat på rollelisten med navne som Mick Øgendahl, Frank Hvam, Bodil Jørgensen, Niels Hausgaard, Kirsten Lehfeldt og Ruben Søltoft.
“Serien foregår i Nordjylland, men de gamle klassiske rammer i Blovstrød Kro passede til det, holdet bag serien gerne ville have,” forklarer David Frøkjær Jensen.
Indvendige del malet om
Han kan desuden fortælle, at de på grund af optagelserne blev nødt til at male hele den indvendige del af kroen om. "Vi havde faktisk lige malet den i en lysere beige-agtig farve, men fordi den indvendige del havde været rød i første sæson af serien, blev vi nødt til at male den om, så den fik den samme farve igen.”
Allerød Nyt har været i kontakt med Mick Øgendahls produktionsselskab Falster Inc., der står bag ‘Minkavlerne’, men de har ikke ønsket at udtale sig, oplyser avisen, lige som at selskabet frabeder sig, at få taget billeder af selve optagelserne.
Anden sæson forventes at blive vist til april. Når den kommer på skærmen, vil man kunne se den på Blovstrød Kro, om coronaguderne vil. "Planen er, at vi viser den på storskærm, når den kommer, for at lave noget sjov ud af det," slutter David Frøkjær Jensen.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET