Hej Kiri!

‘Kommune Kiri’ er en ny digital kollega i Allerød Kommune. Hun kan svare på mange af dine simple spørgsmål.

Kiri vil fremover tilbyde sin assistance til at svare på næsten alle dine spørgsmål – og hun sidder klar døgnet rundt. Illustration: Allerød Kommune

Kiri vil fremover tilbyde sin assistance til at svare på næsten alle dine spørgsmål – og hun sidder klar døgnet rundt. Illustration: Allerød Kommune

DIGITAL MEDARBEJDER Allerød Kommune har fået en ny digital medarbejder, som er under oplæring på kommunens hjemmeside www.alleroed.dk. Chatbotten ‘Kommune Kiri’ vil fremover tilbyde sin assistance til at svare på dine spørgsmål – og hun sidder klar døgnet rundt.

Kiri kan svare på generelle spørgsmål, som Borgerservice ofte bliver spurgt om. I første omgang er der udvalgt en række populære emner – fx pas, kørekort og flytning. Kiri vil ikke kunne svare på alt, men efter lancering vil chatbotten løbende blive trænet og videreudviklet, og jo flere spørgsmål Kiri får, jo bedre bliver hun til at svare. 

Har du spørgsmål om kommunens opgaver, kan du prøve at klikke på chatbot-ikonet på alleroed.dk og skrive dit spørgsmål til Kiri. Så skriver Kiri tilbage til dig med det samme og svarer så vidt muligt på dit spørgsmål, eller viser vej til relevant information på hjemmesiden.

Eksempelvis spurgte AOB ‘Kommune Kiri’ om ‘Pas’. Kiri spurgte meget hurtigt tilbage: Vil du vide mere om: “Bestille nyt pas” eller “Pas til børn” eller “Leveringstid”. Herefter kunne man gå videre, og vælge hvad man ønskede svar på.

PAS.jpeg

Det har været afgørende for Allerød Kommune, at den nye chatbotteknologi lever op til de skærpede krav om beskyttelse af persondata (GDPR). Derfor har kommunen indgået en databehandleraftale med leverandøren og har sikret sig, at der ikke bliver gemt eller udstilles personlige oplysninger i forbindelse med anvendelsen af chatbotten.

Allerød er den 8. kommune, som indtræder i ‘Kommune Kiri’
Kommune Kiri er udviklet i et samarbejde mellem Deloitte og Gentofte, Frederiksberg, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Fredensborg og Roskilde Kommune – Allerød bliver således den 8. kommune, der indtræder i samarbejdet. Projektet tager afsæt i den norske chatbot ’Kommune-Kari’, som er udbredt i 70 norske kommuner. 

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET