En kæmpeudvidelse af Blovstrød Skole står for døren

“Men 50 millioner er slet ikke nok,” siger skolebestyrelsen.

Formanden for Blovstrød skolebestyrelse Mia Finnemann Schultz og næstformand Anthony Verniere siger: “Blovstrød Skolens kapacitet skal udvides med 9 klasselokaler. Bl.a. skal den ‘midlertidige’ militærgrønne ‘Blok 5’ fjernes, og der opføres i stedet en hel ny 2-etagers bygning. Foto: AOB

Formanden for Blovstrød skolebestyrelse Mia Finnemann Schultz og næstformand Anthony Verniere siger: “Blovstrød Skolens kapacitet skal udvides med 9 klasselokaler. Bl.a. skal den ‘midlertidige’ militærgrønne ‘Blok 5’ fjernes, og der opføres i stedet en hel ny 2-etagers bygning. Foto: AOB

SKOLEUDVIDELSE Udbygningen af Blovstrød Skole står for døren. Skolens kapacitet skal udvides med 9 klasselokaler, så den over de næste par år kan huse de mange børn, der nu går i Blovstrøds nye, store børneinstitutioner.

Formanden for Blovstrød skolebestyrelse Mia Finnemann Schultz og næstformand Anthony Verniere siger: “En gang udvidede man skolen med den gamle, militærgrønne, midlertidige ‘Blok 5’, hvor man har konstateret problemer med indeklimaet. Hovedidéen i den nye helhedsplan er, at det er denne bygning, der skal rives ned og erstattes af en ny, blivende 2-etagers bygning, med godt arbejdsmiljø og plads til mange flere børn. Det er vi i skolebestyrelsen rigtigt glade for - ikke mindst efter en periode med opmærksomhed på udluftning og hygiejne i forbindelse med corona-krisen.

Planlægningen af udbygningen af skolen er en længere proces, og vi har i bestyrelsen fulgt og kommenteret arbejdet nøje. For nyligt har vi fået et bud på, hvad det kommer til at koste, og den 20. august udkom arkitektfirmaet Mangor og Nagels således med helhedsplanen for skolen, som man kan finde HER.

I planen er der arbejdet med at skabe plads til hele indskolingen fra 0.-3. klasse og SFO i den gamle hovedbygning, ‘selvom det kniber med plads og rummelighed’ - jf. notat. Hertil en ny bygning i stedet for ‘Blok 5’. Som det fremgår estimeres den første del af udbygningen til 69 millioner kroner. Klubben integreres i skolens bygninger, og derfor er budgettet inklusiv de 10 mio, der allerede er afsat til klubbyggeri.

Helhedsplanen omfatter også en fremtidig fase, som skal skabe bedre plads til udskolings- og unge-miljø samt forny de resterende faglokalemiljøer og opdatere overflader, akustik, ventilation mm. Den fase er ikke en del af de 69 mio., hvilket vi i bestyrelsen også er meget opmærksomme på, fordi Blovstrød som Børne- og Læringsby i den bedste udgave er en milepæl i kommunens strategi for de 0-18 årige. Vi skal sørge for, at de unge i Blovstrød også har gode steder at være.”

50 mio. er desværre ikke nok
Skolebestyrelsen slutter: “Der er altså i høj grad brug for minimum 69 mio. kr. - og så udestår den fremtidige fase. Lige nu drøfter byrådet det kommende budget, og de har et oplæg på 50 mio. at forholde sig til. Det er mange penge, men desværre ikke nok. Det kan vi gøre tydeligt opmærksom på med de gode argumenter, så økonomi til udvidelsen af skolen kan få bred politisk opbakning.”

Borgmesterens budgetoplæg er nu offentliggjort med høringsfrist onsdag, den 2. september kl. 8:00.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET