Fra landbrug til natur på Ny Allerødgaards jorder

Et forslag fra DN Allerød er nu en del af budgetforhandlingerne om det kommende års budget.

Marianne Engberg: “Måske Ny Allerødgaards jorder kunne blive byrådets gave til borgerne i Allerød i anledning af 50 års jubilæet?” Foto: AOB

Marianne Engberg: “Måske Ny Allerødgaards jorder kunne blive byrådets gave til borgerne i Allerød i anledning af 50 års jubilæet?” Foto: AOB

DEBAT “I foråret var der i aviserne en debat om, hvad man kunne gøre for at forhindre lugten af gylle i Blovstrød, senest i forbindelse med spredning af svinegylle i april.” Sådan skriver Blovstrødborgeren og formanden for Danmarks Naturfrednings-forening - Allerød afdeling, Marianne Engberg, i Allerød Nyt og fortsætter:

I debatten var der forslag om skovrejsning og forslag om spredt beplantning af området. På den baggrund foreslog Danmarks Naturfredningsforening Allerød (DN) i maj måned byrådet at beslutte at tage området ud af kommerciel landbrugsdrift og omlægge arealet til et lysåbent natur- og høslætsareal.

Hermed ville det åbne landskab blive bevaret, som efter høslæt frit kunne benyttes af offentligheden, blandt andet af borgerne i de nye kvarterer i Blovstrød.

For at opnå et åbent natur- og høslætlandskab skal der en til to gange årligt tages hø, som kan afsættes til økologiske landbrug, rideskoler eller fjernvarmeværker. Arealet kan også med fordel beriges med en spredt rand tilplantning af blomstrende busk- og trægrupper bestående af buske og mindre træer af værdi for insekter og sommerfugle.

En omlægning af arealet fra landbrug til åbent naturlandskab vil forhindre fremtidige klager over den årlige spredning af gylle.

Indgår nu i byrådets budgetforhandlinger
DNs henvendelse til byrådet bevirkede, at forslaget kom på Teknik-, Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalgets møde den 11. august, og forslaget indgår nu i byrådets budgetforhandlinger 2021-28.

Med denne beslutning har udvalget vist, at det tager sloganet ‘Tæt på hinanden - tæt på naturen’ alvorligt og handler i overensstemmelse med de mål, byrådet har sat for, at Allerød skal være en grøn kommune og arbejde på grundlag af FNs verdensmål om bæredygtig udvikling.

DN Allerød siger tak til udvalget for at tage imod og bruge DNs forslag og dermed sikre, at Ny Allerødgaards jorder forbliver et åbent naturlandskab til glæde for borgerne og naturen.

Måske Ny Allerødgaards jorder kunne blive byrådets gave til borgerne i Allerød i anledning af 50 års jubilæet?

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET