Red barnet mangler indsamlere

Søndag, den 6. september samler Red Barnet ind til at hjælpe de børn, der er allerhårdest ramt af pandemien, men der mangler indsamlere i Allerød.

For at begrænse risikoen for smittespredning er årets landsindsamling kontantløs. Pressefoto

For at begrænse risikoen for smittespredning er årets landsindsamling kontantløs. Pressefoto

RERDBARNET Søndag, den 6. september samler Red Barnet ind til at hjælpe de børn, der er allerhårdest ramt af pandemien, men der mangler indsamlere i Allerød, fremgår det af en pressemeddelelse fra Red Barnet.

Coronapandemien har berørt os alle, men krisen rammer verdens udsatte børn særligt hårdt.

Søndag den 6. september samler Red Barnet ind til de sårbare børn, hvis fremtid er blevet sat på spil af den globale sundhedskrise. Men Red Barnet mangler indsamlere i Allerød.

“Der er mere end nogensinde brug for, at vi stiller op for børnene. Hvis vi ikke handler omgående, kan vi på rekordtid komme til at smadre de enorme fremskridt, som det har taget årtier for verdens børn at tilkæmpe sig. Ved at melde sig som indsamler kan man hjælpe Red Barnet med at hjælpe de børn, der betaler den allerhøjeste pris for corona,” udtaler Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

Pengene fra landsindsamlingen går til Red Barnets arbejde. Ude i verden er det blandt andet til medicin, mad og skolegang til udsatte børn i krigsramte og fattige lande og til nødhjælp til børn i lande som for eksempel Libanon, hvor corona lige nu kun er én ud af flere katastrofer.

Herhjemme i Danmark bruges pengene blandt andet på aktiviteter for børn, der er uden for fællesskabet.

Kontantløs indsamling
Coronavirussen har ikke bare øget udsatte børns behov for hjælp, men også fået Red Barnet til at gentænke måden, som de frivillige samler ind på.

For at begrænse risikoen for smittespredning er årets landsindsamling kontantløs.

Det betyder, at årets indsamlere kun skal tage imod donationer via MobilePay og sms.

Donationerne sendes direkte til Red Barnet, så efter endt rute kan indsamlerne spare turen forbi det lokale afleveringssted og tage direkte hjem.

Viden om, hvor meget de har samlet ind, kan indsamlerne heldigvis stadig få igennem de sms'er, der tikker ind på deres telefoner, som turen skrider frem.

De vælger desuden selv den rute, de har lyst til at gå.

Hvis lysten til at hjælpe er der, men kalenderen ikke tillader en tur rundt i kvarteret, kan man også støtte Red Barnets arbejde ved at lave sin egen personlige indsamling på www.indsamler.redbarnet.dk.

Her kan hver indsamler oprette sin egen digitale indsamlingsbøsse og dele den med venner, kollegaer og familie på e-mail og sociale medier.

Man kan tilmelde sig indsamlingen på tilmeld.redbarnet.dk.

Det tager cirka tre timer at samle ind, og hver indsamler bidrager typisk med cirka 1.000 kroner.

Man kan samle ind, når det passer ind i kalenderen den 6. september i tidsrummet mellem klokken 10 og 18.

Man vælger selv sin rute, og når man har tilmeldt sig, får man inden indsamlingen sendt en ‘indsamlingsbøtte’, som i år er et indsamlingsskilt i pap, et print af ruten og andre indsamlingsmaterialer med posten til den adresse, som man oplyser ved tilmelding.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET