Så er der snart cirkus i byen

Cirkus Arli kommer til Blovstrød den 5. august. Og det bliver med en 50-års jubilæumsforestilling.

fbbanner20mini-1024x450.jpg

CIRKUS-JUBILÆUM Traditionen tro kommer CIKUS ARLI også til Blovstrød i år. Det bliver onsdag, den 5. august kl.18:00. Og som altid bliver teltet stillet op på den grønne plæne ved Vestervang. Og i år er der tale om en 50-års jubilæums-forestilling.

I år har man sat alle sejl til for at præsentere en fantastisk jubilæumsforestilling, fyldt med eventyr, nostalgi, magi og  poesi. Cirkuset har hyret nogle rigtigt dygtige artister – de sjoveste klovne – og de sødeste hunde. Noget for hele familien og samtidig meget børnevenligt.  Som man skriver i programmet: “Husk på, at i cirkus hygger hele familien sig sammen.”

Vedr. biletpriser mm. LÆS HER

Historien bag CIRKUS ARLI
Søren Arli Hansen (1935-2011) var uddannet som maler, men han blev træt af at male, så sammen med sin hustru Lotte (født Engelbrecht), skabte han et komisk jonglørnummer, Lott and Arli, hvor Søren var jonglør på slap line. Desuden havde de et tankelæsnings nummer, hvori Lotte blev kaldt Madame Zarina. Parret optrådte i en årrække hos blandt andre Cikus Mpreno og Cirkus Arena. Yderligere optrådte Søren som hvid klovn - senere omtalt som en de bedste i landet.

Det var imidlertid en drengedrøm for Søren Arli at få sit eget cirkus, så sammen med Lotte syede han en vinter et lille et-masters cirkustelt i deres lille københavner-lejlighed. De var meget spændt på om det hele passede sammen, da teltet kom ud af lejligheden – det gjorde det. Søren byggede også selv bænkerækker, manege, og ridegang. I 1970 kunne de så åbne deres eget ‘Cirkus Arli’, hvor man de to første sæsoner spillede fast i Jyllands Mini Zoo ved Herninmg. Hele personalet bestod af familien, det vil sige Lotte og Søren, samt sønnen Martin (født 1960), der var 10-11 år gammel. Man spillede flere forestillinger dagligt og entréen var to kroner.

I 1972 fik Tv-produceren Kurt Møller Madsen - der producerede adskillige cirkus-udsendelser for DR - øje på det lille foretagende, hvilket resulterede i en TV-præsentation den 2. oktober, 1972, samtidig med danskerne skulle vælge om de ville være med i EF. Cirkus Arli blev pludselig landskendt, så familien mente det var på tide, at Cirkus Arli rykkede ud på de danske landeveje. Staben blev forøget med et udenlandsk artistnummer, samt heste og geder. Publikum blev hurtigt fortrolige med den lille cirkus, der i 1975 kunne udvide personalet med musikdirektør Anton, som spillede trommer til indspillet musik.

I 1983 blev familien forøget med Bettina, der blev gift med Martin, og i 1987 fik de sønnen Alexander, der begyndte at optræde allerede som 2-årig. I 1994 modtog Alexander Simon Spies Fondens artistpris, i 1999 medvirkede han i Lars von Triers  film, Dancer in the dark, og i 2016 modtog han Den Danske Cirkuspris’ særlige talentpris.

Den 12. januar 2011 døde Søren Arli, kort efter cirkus' 40-års jubilæums-sæson, og roret blev derved overladt til familien, der sammen driver cirkus videre. Siden 2014 driver Bettina & Martin Arli tillige ‘H.C. Andersens Julemarked’, der startede på Kultorvet i København. I 2016 flyttede markedet til Axeltorv, foran Cirkusbygningen. I 2017 var julemarkedet på Nytorv. I 2016 blev Martin Arli valgt som formand for Cirkusdirektørforeningen, de Danske cirkus' brancheforening.

Allerede nu er der overalt i Blovstrød opsat cirkusplakater. Foto: AOB

Allerede nu er der overalt i Blovstrød opsat cirkusplakater. Foto: AOB

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET