Kommunen har sat et pænt hegn op ved skolestien ud for skolens personale-P-plads, men da det kun er 40-50 cm højt, har det ingen større virkning - Mange hopper bare over!
FORHINDRING I forbindelse med renoveringen af skolestien på Grønholmen - der går fra Blovstrød Byvej til Blovstrød skole - omlagde man samtidig stiens udmunding ved skolen, så eleverne skulle undgår at gå på den trafikerede personale-parkeringsplads men i stedet følge skolestien bag parkeringsarealet frem til skolegården, jf. nedenståen planskitse.
Dette nyetablerede sving har dog voldt megen besvær, idet eleverne stadig gik direkte ind på parkeringspladsen hen over det nysåede græs. Efterfølgende satte kommunen et midlertidigt mobilhegn op, som skulle lede eleverne på rette vej. Dette hegn overlevede ikke flere stormvejr (eller drengestreger) og lå det meste af tiden ned. Senere stabiliserede kommunen imidlertid hegnet med nedbankede stålprofiler.
Permanent løsning
Nu har kommunen fundet frem til en permanent løsning, og sat et over 30 m langt og fint hegn op. Problemet er bare, at det kun er 40-50 cm højt, så det har slet ikke den tiltænkte virkning. Det konstateres således, at mange elever bare hopper over hegnet, når de komme til eller fra skolens parkeringplads.
Flere af vores læsere har spurgt, om projektet ikke kan betegnes som ‘en ommer’, og AOB har i den forbindelse kontaktet kommunen og spurgt om strategien med det lave hegn.
Grønholmen er fredet
Her forklarer trafikplanlægger Maria Pedersen om projektet:
”Hegnet er sat op for at få skolebørnene til at følge det nye stiforløb, hvor de bliver ledt ind til skolen uden at passere personale-p-pladsen. Det vil være muligt for gående at hoppe over hegnet, men forhåbentlig får det flere til at følge stien og tage den mere trafiksikre vej.”
Maria Pedersen fortsætter: “Der er ikke planer om at plante høje buske, og løsningen med et lavt hegn er vedtaget i samråd med Naturfredningsforeningen, som er meget opmærksomme på, at der ikke sker ændringer på Grønholmen, som er i strid med fredningen.”
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET