I 1971 begyndte man at tale om at anskaffe et byvåben til den nye storkommune Allerød
BYVÅBEN Allerød Kommunes byvåben består af tre gyldne træstubbe på blå bund - men hvad skal det symbolisere, og hvordan kom det til at se sådan ud?
Allerød Nyt har allieret sig med arkivar hos Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune (LAFAK), Birthe Skovholm, som her fortæller historien:
“Før kommunesammenlægningen i 1970 havde både Blovstrød og Lillerød kommuner et byvåben før kommunesammenlægningen i 1970, mens Lynge-Uggeløse ikke havde brugt tid og kræfter på at skaffe sådan et.”
Blovstrøds byvåben
“Blovstrød Kommunevåben var i brug helt fra1942 til sammenlægningen i 1970. Det bestod af en pilespids i midten, der symboliserede oldtiden. Det var en afbildning af en af Danmarks ældste pilespidser, der blev fundet i Blovstrød Kommune og opbevares på Nationalmuseet. Senere blev det desværre fastslået, at der blot var tale om en skærve!”
Birthe Skovholm fortæller videre: “Bag 'pilespidsen' til venstre er der egeløv og agern, der symboliserer skovbevoksningen fra gammel tid. Til højre er der fire aks, der symboliserer agerjord, og nederst er der to bølgelinier, der symboliserer de mange søer i kommunen. Bundfarven er blå, egebladet er grønt, aksene er guldgule, 'pilespidsen' er stengrå og bølgelinierne er hvide.”
Lillerøds byvåben
”Lillerøds byvåben viser tre højrøde trærødder på sølvbund, der symboliserer rydningerne af skov, og to grønne kviste, der symboliserer skovene.
Allerøds byvåben
Allerede i 1971 begyndte man at tale om at anskaffe et byvåben til den nye storkommune Allerød, og man kom i forbindelse med statens heraldiske konsulent Poul Warming og tegneren, arkitekt C. Acton Friis.'
'I samarbejde med disse blev våbnet udformet, og byrådet vedtog i 1975, at det nye byvåben skulle være tre gyldne træstubbe på blå bund. De tre stubbe symboliserer kommunens mange rydninger af skov og deraf følgende stednavne, der ender på -rød, nemlig Allerød, Blovstrød, Børstingerød, Kollerød, Lillerød, Ludserød (der i 1922 blev omdøbt til Høvelte) og Vassingerød. I heraldikken betyder tre 'mange'.”
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET