Blovstrød-firmaet ‘Morskaberne’ tilbyder gourmet-påskefrokost Langfredag.
GOURMET-FROKOST Hos det lokale firma i Blovstrød ‘Morskaberne’ har man succes med 'Gourmet Fredag', som vi tidligere har omtalt LÆS HER. Nu har man over to fredage udleveret 225 kuverter fra 'Gourmet Drive In-pladsen’ foran Blovstrød Svømmehal.
I forbindelse med påsken vil ‘Morskaberne’ nu tilbyde en ‘Gourmet-påskefrokost’ Langfredag, den 10. april, oplyser man.
Indehaveren, Gerth Sloth Berthelsen, fortæller: "Tilbagemeldingerne på vores initiativ har været rigtigt gode, og vi har tilmed set, at nogle af vores kunder har postet billeder af deres 'hjemmerestaurant' med den gode mad, vi har leveret til dem i samarbejde med Skoemagerkroen."
"En kunde købte ni tapasbokse og afleverede dem efterfølgende på dørtrinnet hos de forskellige familiemedlemmer og lavede så en onlinemiddag for hele familien. Så kunne de se hinanden, tale sammen og nyde den samme menu."
Gerth Sloth Berthelsen siger videre: "Jeg tænker, at påskefrokosten i år bliver noget anderledes end den plejer, og vi tilbyder derfor en gourmet påskefrokost i vores 'Gourmet Drive In'. Man kan spise den hjemme og benytte Skype, Facetime, Zoom - eller hvad man nu har af muligheder - med sin familie og venner. Vi slår det op som et event på Facebook, og folk kan ligeledes poste billeder der, uanset om man har købt frokosten hos os eller har lavet den selv."
Morskaberne samler bestillinger ind til påskefrokosten via deres hjemmeside indtil den 9. april kl. 20:00.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET