Mere om gyllestank i Blovstrød

Flere påpeger, at luftforureningen med ammoniak og methan fra gyllen er sundhedsskadelig.

Ægteparret Villadsen: “Reglerne om udspredning af gyllen bliver ikke overholdt.” Arkivfoto

GYLLE-DAMPE I forrige uge skrev vi om gyllestanken i Blovstrød, hvor en borger, Svend Sidenius, påpegede, at det var umuligt, at udlufte boligen i flere dage på grund af den kraftige stank LÆS HER.

På Facebook var der 15 indlæg/bemærkninger på baggrund af vores artikel, hvor lang de fleste ikke fandt, at det var noget større problem. Andre bemærkede dog, at gylle er kemiske dampe med sundhedskadelige partikler. “Dræber desuden insekter og forurener vores drikkevand.”

Nu følges AOBs artikel op med et nyt indlæg af Blovstrød-borgerne Birgit og Ingvard Villadsen, som bl.a. bekræfter, at luftforureningen med ammoniak og methan fra gyllen er sundhedsskadelig.

De skriver således: “Vi kan helt tilslutte os indlægget fra Svend Sidenius på Blovtroed.dk og i Allerød Nyt, om gyllestank i Blovstrød. Selv hen over påsken har vi kunnet mærke lugten af gylle ved bestemte vindretninger.

Sundhedsskadelig
Luftforureningen fra udspredning af gylle er en plage, som umuliggør udluftning af boligen og tørring af vasketøj og i fri luft, og desuden er den sundhedsskadelig.

Vi vil derfor ligesom Svend Sidenius henstille til, at Allerød byråd får stoppet udspredningen af gylle tæt på bebyggede områder i kommunen. 

Som yderligere argumenter for at stoppe spredningen af gylle vil vi anføre:

  1. Reglerne om udspredning bliver ikke overholdt. I år blev der udspredt direkte på vandmættet jord, hvilket ikke er tilladt jf. husdyrbekendtgørelsens § 29, stk 5. Da der var afgrøde på marken blev gyllen ikke nedfældet/nedpløjet efter udspredningen, men har ligget oven på jorden i lang tid. Halmrester fra gyllen ligger stadig på marken. Tidligere år har stanken også været en plage på grund af manglende nedfældning/nedpløjning efter udspredningen.

  2. Luftforureningen med ammoniak og methan fra gyllen er sundhedsskadelig. Desuden er nu op mod 90 procent af alle svinebesætninger i Danmark smittet med MRSA (multi-resistente stafylokok bakterier).  Bakterier som kan udgøre en risiko for smitte af alle som passerer markerne og vel specielt børn, hunde og katte som strejfer rundt nær eller på markerne. 

  3. Som nabo til markerne, hvor der udspredes gylle ligger 2 skoler (Blovstrød Skole med 385 elever og Allerød Privatskole med plads til 480 elever), en børneinstitution (Blovstrød børnehus med 100 børnehavebørn og 80 vuggestuebørn). Desuden ligger der en stor arbejdsplads Niras med flere hundrede ansatte.

Vi synes endvidere, at det giver stof til eftertanke, at virus fra en enkelt flagermus på et marked i Kina, måske er årsagen til den nuværende COVID-19 pandemi. Her i Danmark spreder vi årligt gylle fra en produktion på over 30 millioner svin på markerne, hvor vi ved, at andelen af  besætninger, der er smittet med MRSA er steget til fra 5 procent i 2008 til 90 procent i 2018, og der er stadig flere mennesker, der bliver smittet med bakterien.

MRSA-bakterien er ligesom COVID-19-virussen især farlig for svækkede personer og ældre, og kan give alvorlige infektioner, som er svære eller umulige at behandle med antibiotika.”

Ægteparret Villadsen slutter af med at henvise til følgende links fra Fødevarestyrelsen og Statens Seruminstitut:
https://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Fakta-om-MRSA.aspx#
https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2019/spredning-af-husdyr-mrsa-til-danske-sygehuse

AOB har kontaktet Allerød Kommunes miljøafdeling, hvor vi bl.a. har bedt om kommunens vurdering af gyllens sundhedsskadelige påvirkninger.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET