En rullende genåbning af Allerød Kommunes skoler, daginstitutioner, SFO'er, mm.

Åbningen begynder onsdag, den 15. april og fortsætter frem til torsdag, den 23. april.

Børne- og Skoleudvalget har besluttet at etablere en rullende genåbning af Allerød Kommunes skoler, daginstitutioner, SFO'er og klubber. Foto: AOB

GENÅBNING I forbindelse med Børne- og Skoleudvalgets ekstraordinære møde langfredag oplyser formanden, Nikolaj Rachdi Bührmann, at det er blevet besluttet at etablere en rullende genåbning af Allerød Kommunes skoler, daginstitutioner, SFO'er og klubber. Det betyder, at genåbningen kommer til at foregå over seks hverdage, og at de sidste børn først kan regne med at komme af sted torsdag, den 23. april.

Nikolaj Rachdi Bührmann siger om beslutningen: “Genåbningen sker ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og det vedtagne forløb er tilrettelagt med fokus på børnenes trivsel, samt at børn, medarbejdere og forældre skal føle sig trygge.

Vi havde et rigtig godt udvalgsmøde, hvor vi brugte lang tid på at drøfte værdier og principper for genåbningen. Især var vi optaget af, hvordan der tages vare på børn og medarbejdere på bedst mulig vis, og hvordan de sundhedsmæssige rammer hele tiden er i fokus. Det er en kæmpestor opgave og derfor har vi besluttet en gradvis og kontrolleret åbning, som alligevel sker over kun seks hverdage.

Nikolaj Rachdi Bührmann: “Genåbningen sker ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og jeg er meget fortrøstningsfuld.” Arkivfoto

Åbningen begynder onsdag, den 15. april og fortsætter frem til torsdag, den 23. april. I korte træk begynder man med at sende børnene i mini-SFO og specialtilbud af sted, mens opstart af nye vuggestuebørn i institutionerne runder den første uge af genåbningen af. Man har besluttet at starte på den måde for at tage særligt hensyn til sårbare børn og unge samt opstart i nye tilbud.

Fra mandag, den 20. april fortsætter den gradvise åbning med, at 0., 1. og 2. klasserne kan vende tilbage til skolen, samtidig med at halvdelen af vuggestuegrupperne og børnehavegrupperne kommer tilbage i institutionerne.

Torsdag den 23. april er alle dele af genåbningen på plads, hvilket betyder, at den resterende del af vuggestuegrupperne og børnehavegrupperne samt 3., 4. og 5. klasserne også er kommet tilbage til den tid.”

Nikolaj Rachdi Bührmann siger videre: “Sådan ser planen ud lige nu. Men det er væsentligt at understrege, at der løbende kan ske ændringer i planen, for eksempel ved sygdom, eller hvis vi kommer til at mangle værnemidler. Forvaltningen går nu i gang med at detail-planlægge processerne, så forældrene hurtigst muligt kan få besked om, hvordan de skal forholde sig. Det er jo væsentligt for, at forældrene kan planlægge de kommende uger i forhold til deres arbejde.”

Alle forældre vil blive orienteret hurtigst muligt via Aula og ForældreIntra, hvorfor der opfordres til at alle forældre holder øje med udmeldingerne.

Udvalgsformanden er fortrøstningsfuld i forhold til genåbningen.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET