Efter stærk kritik af Europarådets Tortur-komité bliver der nu lavet udendørsfacili-teter, købt nye møbler og malet.
FORBEDRING Udrejsecenter Ellebæk, som huser afviste asylansøgere, blev beskrevet som ‘det værste sted, Europarådets Torturkomité (CPT) havde set i hele EU’ i en omdiskuteret rapport for godt og vel to måneder siden. Det skriver DR og uddyber:
Og nu bliver forholdene forbedret. Det fremgår af en orientering til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg fra justitsminister Nick Hækkerup, der har oversendt regeringens svar til komitéen.
Svaret til Europarådets Torturkomité er fire sider langt. Regeringen skriver blandt andet: ‘For nuværende har den danske regering ingen planer om ikke fortsat at bruge Ellebæk Udrejsecenter til tilbageholdelse af udenlandske borgere i kraft af Udlændingeloven.
Ikke desto mindre anerkender den danske regering, at personer, som tilbageholdes efter Udlændingeloven, skal tilbydes fornuftige forhold, som er i overensstemmelse med deres lovmæssige situation.
I den forbindelse har Kriminalforsorgen informeret om, at som et resultat af Torturkomitéens rapport, har repræsentanter fra Kriminalforsorgen inspiceret Ellebæk Udrejsecenter. I den forbindelse er ledelsen gået med til på kort sigt at igangsætte en renoverings- og istandsættelsesplan for cellerne med henblik på at forbedre den nuværende vedligeholdelsesstandard. Man blev også enige om at lægge en plan for at sikre regelmæssig vedligehold i fremtiden, særligt i forhold til toiletter, maling af værelser, gangarealer mv.’
‘Ledelsen er gået med til på kort sigt at påbegynde en renoverings- og istand-sættelsesplan for cellerne,’ står der i orienteringen.
Blandt andet betyder det, at der lige nu bliver etableret ‘små, sikre udendørs-faciliteter’.
Et af Torturkomitéens kritikpunkter gik specifikt på, at de afviste asylansøgere på centeret kun havde adgang til frisk luft en halv time om dagen.
Kritikken prellede af på regeringen i januar, hvor kommentaren fra Nick Hækkerup lød, at Udrejsecenter Ellebæk ikke skulle være et rart sted at være.
“Dem, der opholder sig der, skal motiveres til at rejse ud af Danmark,” sagde han.
'Det værste sted jeg har været i kommunen'
I følge Allerød Nyt skriver Allerøds borgmester, Karsten Längerich, følgende kommentar på Facebook:
“Udrejsecenter Ellebæk er det værste sted jeg har været i kommunen. De fysiske forhold var rimelige da jeg besøgte centeret, men selvfølgelig ikke prangende. Til gengæld har jeg ikke været et sted, hvor jeg har oplevet mere håbløshed. Og det løses ikke med nye møbler eller at male væggene. Udrejsecenter Ellebæk er skabt for at holde en gruppe afviste asylansøgere ude af samfundet, og det skaber denne håbløshed.”
Udlændingecenter Ellebæk har 136 pladser og modtager udlændinge frihedsberøvet efter udlændingelovens regler. De indsatte i udlændingecenteret er således som udgangspunkt ikke frihedsberøvet på grund af kriminalitet, men på grund af forhold relateret til udlændingeloven, oplyser Kriminalforsorgen.
Centeret modtager både mandlige og kvindelige indsatte. De kvindelige indsatte er indkvarteret i en separat bygning. Udlændingecenter Ellebæk blev etableret i 1989 og er udvidet flere gange siden, idet flere bygninger er taget i brug, ligesom der er bygget nyt.
Ellebæk hører under Udlændingeinstitution Ellebæk og Sjælsmark, som også omfatter Udrejsecenter Sjælsmark, oplyser Kriminalforsorgen.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET