En befalingsmand på Høvelte Kaserne er testet positiv for corona, og i den forbindelse er 15 personer blevet hjemsendt.
ISOLATION Omkring 700 soldater har været isoleret på Høvelte Kaserne og Livgardens Kaserne i København i knap to uger.
Isolationen var et forsøg på at undgå spredning af coronavirus, men nu er en værnepligtig og en befalingsmand blevet testet positiv for coronavirus. Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.
“Efter at regeringen søndag åbnede for, at flere danskere skulle testes for coronavirus, blev det mandag besluttet at teste syge ved Livgarden,” siger generallæge Sten Hulgård, chef for Forsvarets Sanitetskommando.
“Det var en god beslutning, for nu ved vi, at der er to tilfælde af smitte med coronavirus, så vi kan iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at forebygge yderligere spredning.”
Den værnepligtige ved Livgardens Kaserne i Gothersgade, som er testet positiv, er isoleret på en sygestue på kasernen.
Derudover er en befalingsmand på Høvelte Kaserne også testet positiv for corona, og yderligere 15 personer er blevet hjemsendt med en kraftig opfordring om at henvende sig til det sundhedsvæsnet, hvis de udvikler symptomer.
Hele beslutningen om at isolere de mange soldater på de to kaserner blev ellers taget fredag den 13. marts for at undgå smittespredning.
“Worst case er jo, at det kan sprede sig til hele styrken, hvis blot én bliver smittet. Så kan vi i sidste ende ikke opretholde vagten ved de kongelige slotte. Og så kan vi ikke løse vores opgave,” forklarer Mads Rahbek.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET