En meget vellykket digital gudstjeneste fra Blovstrød Kirke

Sen søndag aften kunne man på Youtube overvære Blovstrød Kirkes ‘3. Søndag i Fasten’

Sognpræst Kristine Krarup Ravn holdt Youtube-gudstjenesten. Foto fra udsendelsen

YOUTUBE-GUDSTJENESTE  Pga. corona-situationen var Blovstrød Kirke forhindret i at afholde gudstjeneste i kirken i dag, søndag. Men præsterne og menighedsrådet havde søgt nye veje, og i stedet blev der holdt andagt via Youtube.

Indledningsvis sagde sognepræst Kristine Krarup Ravn i udsendelsen: ”Den ældste del af Blovstrød Kirke er bygget omkring 1050. Lige siden dengang har der været gudstjeneste hver eneste søndag, men nu har regeringen lukket kirkedøren. I stedet forsøger vi at nå ud til alle sognebørn vie Youtube. Vi bevæger os ud i et helt nyt digitalt land og håber, at I vil være med.”

Det blev en meget fin og vellykket præmiere, og der var i første omgang tale om en kort andagt og ikke en hel gudstjeneste. Udsendelsen varede i alt 15 minutter.
SE UDSENDELSEN HER

Vender tilbage næste søndag
Efter udsendelsen sagde Kristine Krarup Ravn til AOB: “Det viste sig at være sværere, end vi anede, men vi vender tilbage næste søndag – helt klart klogere på teknikken!”

Kirkens nye organist, Christine Raft, spillede til gudstjenesten. Foto fra udsendelsen

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET