Det sker for at skærme garderne mod Covid 19-smitte.
VAGTKOMPAGNIET Den Kongelige Livgarde har besluttet at holde alle værnepligtige tilbage på Garderkasernen i Høvelte.
Det sker for at skærme garderne mod Covid 19-smitte, og det er en nødvendighed for at Den Kongelige Livgarde kan opretholde vagten omkring den kongelige familie samt varetage den nye beredskabsopgave til støtte for Politiet ved uvarslede hændelser.
Oberstløjtnant Torben Egidiussen siger: “På Garderkasernen i Høvelte er det vigtigt at undgå en eventuel smitte blandt de værnepligtige. Vores værnepligtige her i Høvelte skal om kort tid overtage nogle vigtige opgaver i Vagtkompagniet i København. Derfor gør vi alt for at undgå, at smitten breder sig blandt dem, og det betyder, at de ikke kommer hjem de kommende uger.”
På Garderkasernen har man i forbindelse med uddannelsen af de værnepligtige den seneste tid taget bedst mulig højde for eventuel smitterisiko. Derfor har de værnepligtige været opdelt på kasernen, så en eventuel smitte rammer færrest mulige.
“Vi er klar over, at det er et voldsomt skridt, men vi skal forsøge at undgå, at de værnepligtige udsættes for smitten, for det vil have vidtrækkende konsekvenser for Livgardens løsning af opgaver til støtte for den kongelige familie og det danske samfund,” forklarer oberst Mads Rahbek, der torsdag traf beslutningen efter at have modtaget lægefaglige råd på området.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET