Nu bliver de resterende borgere i kommunen også snart tilsluttet.
SORTERING Allerød Kommune oplyser, at hvis man bor i et område med fælles affaldssortering, er man allerede godt i gang med at sortere sit genanvendelige affald.
Men i løbet af 2020 skal resten af borgerne i kommunen også i gang med at sortere, for nu kommer de nye affaldsbeholdere ud til villaer og de resterende rækkehuse. De nye beholdere bliver leveret i etaper i løbet af året sammen med en sorterings-vejledning.
Pligt til at sortere
Som borger i Allerød Kommune har man pligt til at sortere sit affald, men det er frivilligt, om man vil have beholderne stående ved sin husstand. Man kan afmelde de nye beholdere og i stedet aflevere sit sorterede affald på genbrugspladsen.
Men man skal stadig betale fuldt affaldsgebyr, selvom man ikke ønsker at have beholdere ved boligen.
Sortering af bioaffald
De nye beholdere er et supplement til det nuværende stativ til restaffald, som fortsætter uændret. Sortering af bioaffald forventes at blive indført i løbet af de næste par år, oplyser kommunen.
Se de nye beholdere
Hvis du gerne vil se de nye beholdere fysisk, har du mulighed for at besøge beholderudstillingen på genbrugspladsen i Lynge eller i Borgerservice på Allerød Rådhus. De nye beholderne er inddelt i to rum til sortering af henholdsvis plast/papir og glas/metal. Herudover kan du tilvælge en beholder til pap. De nye beholdere er mørkegrå og har to hjul.
Spildopmagerne
Det oplyses endvidere, at Spildopmagerne vil fremover stadig indsamle genstande til direkte genbrug, som eksempelvis møbler, cykler, legetøj og elektronik, mens Spildopmagernes indsamling af pap, papir og glas erstattes af indsamling i de nye beholdere.
De første beboere har allerede modtaget et brev i e-boks med grundig information om den nye affaldssortering. De resterende boligområder får brevet cirka tre måneder før beholderne rulles ud. Fristen for at afmelde eller tilmelde beholdere fremgår tydeligt i e-boks brevet, oplyser kommunen.
Hvis du ikke tager aktivt stilling til afmelding af beholderne, vil du automatisk få leveret to opdelte beholdere til plast/papir og glas/metal.
Ændre dit valg
Du kan altid på et senere tidspunkt ændre dit valg via kommunens hjemmeside.
Du kan læse mere om den nye affaldsordning på kommunens hjemmeside. Her kan du også downloade sorteringsvejledningen. Et fysisk eksemplar af sorteringsvejledningen kan afhentes i Borgerservice.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET