Høvelte Kaserne er klar til at modtage coronasmittede personer

Magnus Heunicke: “Jeg tror dog ikke, at vi på noget tidspunkt når italienske tilstande, hvor hele samfund lukker ned.”

Høvelte Kaserne holdes i beredskab og er klar til at modtage folk, som rammes af det potentielt dødelige virus. Foto: AOB

BEREDSKAB Sandsynligheden, for at det smitsomme coronavirus kommer til Danmark, er kun blevet større siden udbruddets start. Det vurderer sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) over for ‘Sjællandske’. 

Derfor holdes bl.a. Høvelte Kaserne i beredskab og er klar til at modtage folk, som rammes af det potentielt dødelige virus.

“Hvis uheldet er ude, og et krydstogtskib anløber København med en eller flere smittede, er vi klar til at isolere folk på enten Antvorskov eller Høvelte Kaserne,” siger Magnus Heunicke og fortsætter:

“Det er de fem regioner, som har ansvaret for at opdatere beredskabet, og samtlige fem regioner har måttet skaffe plads til hver 1000 mennesker, der kan holdes i isolation.

Flyvestationen i Skrydstrup er en del af beredskabet, hvis der bliver behov for at huse et stort antal coronasmittede personer i Region Syddanmark.

Det er ikke mindst et trecifret antal smittede i Norditalien, der får sundhedsmyndighederne til at skærpe beredskabet.

“Det er virkelig alvorligt - især efter at coronavirusset nu har manifesteret sig i EU med et stort antal smittede i Italien. Jeg tror dog ikke, at vi på noget tidspunkt når italienske tilstande, hvor hele samfund lukker ned,” slutter Magnus Heunicke.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET