Ødelagte træer erstattes med nye

‘Park og Vej’ passer godt på vores træer og planter nye til efteråret.

En borger oplyser, at der er fældet i hvert fald 4-5 træer på Blovstrød Allé og 3 på Sjælsø Allé. Bl.a. to foran det tidligere Blovstrød Center. Foto: AOB

ERSTATNING Flere Blovstrød-borgere har bemærket, at der er fældet en del  allé-træer i Blovstrød, men hvad er grunden til det, og bliver der plantet nye træer senere? En borger oplyser, at der er fældet i hvert fald 4-5 træer på Blovstrød Allé og 3 på Sjælsø Allé. Bl.a. to foran det tidligere Blovstrød Center. 

AOB har henvendt sig til ‘Park og vej’, hvor teamleder, Rico Græbe Jensen, fortæller lidt historie:

”Træerne på alléerne i Blovstrød fik et ordentligt tryk i snefaldet den 22. november i 2015, hvilket gjorde at en del grene blev tvunget nedad. Da den lokale storm - eller måske endda skypumpe - ramte Blovstrød sidste år i slutningen af august måned, fik de fleste træer endnu et nøk. Det resulterede i flækkede og knækkede grene på næsten samtlige træer.”

Rico Græbe Jensen fortsætter: “Vi har derfor beskåret alle træerne kraftigt og fået fjernet de dårlige grene. Ved samme lejlighed valgte vi at fjerne en del af de mindre træer, som havde en meget dårlig vækst - vi formoder pga. dårlige jordforhold. Vi efterplanter på både Sjælsø og Blovstrød Allé til efteråret - både hvor vi netop har fældet og hvor der f.eks. måtte fældes et træ pga. bilulykke. Ved efterplantning vil vi samtidig jordforbedre for at være på den sikre side, så træerne får de bedst mulige vækstbetingelser.”

Rico Græbe Jensen: “Også de ødelagte poppeltræer på Grønningen, som blev nedlagt af den tidligere storm/skypumpe, vil blive erstattet med nye træer til efteråret. Det er ikke ofte, man ser så mange træer med samme slags skade, hvor grenene og stammer er flækket på langs.” Arkivfoto: AOB

Rico Græbe Jensen fortæller videre til AOB: “Poplerne på Grønningen ved Blovstrød gadekær, samt dem der måtte fældes inde på området ved Humlemarken/Stub-marken, vil også blive genplantet til efteråret. De fleste stød står endnu og det er i øvrigt med vilje. Jeg tør simpelthen ikke få en rodfræser ind på arealerne pga. jorden er så våd denne vinter. Det ville formentlig ende med store opkørte områder i græsset også, og jeg synes Blovstrød har taget sin del af ulykker for denne gang.” 

Træet ved Humlemarken/Stubmarken var et lindetræ. Bemærk, at det er ikke træstammen, som er flækket på dette træ, men roden der er revet op af den voldsomme storm. Arkivfoto. AOB

“Det er ikke ofte, at man ser så mange træer med samme slags skade, hvor grenene og stammer er flækket på langs. Træet ved Humlemarken er et stærkt egetræ. Det har været voldsomme kræfter, der har været på spil i Blovstrød den nat med storm og skypumpe,” slutter Rico Græbe Jensen.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET