Der bliver etableret radar i signalanlægget, hvilket giver en bedre driftssikkerhed omkring krydset.
OPTIMERING Som mange måske har bemærket, har der i en længere periode været gravet op ved T-krydset Kongevejen/Sortemosevej omkring de trafikregulerende lysstandere. Det skyldes, at der i øjeblikket udføres en række ændringer i signalanlægget ved krydset.
Trafikplanlægger Maria Pedersen fortæller til AOB: “Ændringerne er udsprunget af den fremkommelighedsanalyse, som kommunen fik udført i 2019. Signalet gav relativt lange grøntider til Sortemosevej – ofte også for lange i forhold til den konkrete trafikmængde. Desuden blev anlægget påvirket relativt kraftig af fodgængeranmeldelser, idet grøntiden for fodgængere var meget lang.
Der er nu etableret radar i signalet, hvilket giver en bedre driftssikkerhed, og gør det nemmere at lave ændringer i signalprogrammet. Desuden er signalmasterne i nordlige side af Kongevejen rykket ud mellem kørebanen og cykelstien, så omløbstiden forkortes. Mellem cykelsti og kørebane etableres et støttepunkt til fodgængere.
Der ændres endvidere på programmeringen af signalet, så det i højere grad følger den faktiske trafik i T-krydset.”
Maria Pedersen oplyser iøvrigt, at ændringerne forventes at være afsluttet ultimo oktober måned.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET