Træf-på-Tværs planlægger de næste fællesspisninger

Det næste arrangement afvikles søndag, den 1. marts i ‘Spisetedet’.

Mia, Pernille, Martin og Niels: “Tanken med Træf-på-Tværs er, at etablere en række ‘pop-up’-arrangementer, hvor vi i forbindelse med fællesspisning taler sammen om Blovstrød: Fortid – nutid – fremtid.” Foto: AOB

FÆLLESSPISNING Træf-på-Tværs-gruppen er i gang med at planlægger de tre næste fællesspisninger frem mod sommerferien. Det bliver søndag, den 1. marts, søndag, den 26. april og tirsdag, den 23. juni. Husk allerede nu at sætte kryds i kalenderen!

Arrangørerne fortæller: ”Blovstrød er i en rivende udvikling – og byen vokser og vokser. Sidste år blev vi derfor enige om, at vi skulle komme hinanden mere ved på tværs af bordene i Spisestedet i Blovstrødhallen. Og der er hver gang mulighed for at sætte sig ved siden af en nabo man ikke kender - endnu. Hver gang møder vi nye naboer sammen med kendte til fællesspisning.

Vi har kaldt fællesspisningen for “Træf-på-Tværs” - for det gælder bl.a. på tværs af langbordene - på tværs af Kongevejen - på tværs af holdninger - på tværs af alder - og på tværs af interesser.”

Gruppen opfordrer til at man fortæller sine naboer og venner om arrangementerne, hvor man minimum bør være 30 personer og max 100 personer.

Initiativtageren, Mia Finnemann Schultz, fortæller: “Som nævnt startede Træf-på-Tværs sidste år, og vi har haft seks fællesspisninger i 2019. Det stiler vi også efter i år og planlægger nu de første tre med flere overraskelser. Den 26. april skal alle mødes omkring bålet hos Blackfoot-spejderne, og den 23. juni holder vi fællesspisning i forbindelse med Skt. Hans aften - lige som vi gjorde sidste år med stor succes, men det første arrangement er den 1. marts - herom senere.

Det er som sædvanligt Tina og Martin fra ‘Spisestedet’, der serverer rigtig god mad, og der er altid rigelig.

Vi glæder os meget til at se jer!
Pernille, Niels, Martin, Anders og Mia.”

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET